Prædiken over Matt. 1o,32: Den, som ikke tager sit kors op...
I 1858 skrev Bjørnestjerne Bjørnsom et digt, som kom til at spille en kolossal rolle på den danske højskole:
"Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjelde?
Øjet møder nok bare sne,
rundt omkring står det grønne træ,
ville så gerne over,
tro, når det rejsen vover? "
Det er et digt om udlængsel :
"Ørnen løfter med stærke slag
over de høje fjelde,
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,
sænker sig, hvor den lyster,
ser mod de fremmede kyster! "
Det er et romantisk digt, som mange unge kan identificere sig med.
Et digt om at gå derhjemme og passe sit, og længes efter noget andet. At være utilfreds uden egentlig at vide med hvad, at være utilpasset som-det-hedder nu om dage, og så samtidig vide, at der ligger en anden fremtid, en anden verden og venter bag de høje fjelde.
Et digt om at længes.
Så sent som da jeg var højskolelærer i 90'erne kunne man helt tydeligt opleve, at når vi sang Undrer mig på – havde den en bemærkelsesværdig appel til nogle elever.
Og så var der nogle andre, som den lod fuldstændig kold.
"Løvtunge abild, som intet vil
over de høje fjelde?
sprætter, når somren stunder til,
venter til næste gang den vil,
alle dens fugle gynger,
véd ikke, hvad de synger. "
Der er nogle mennesker, der har det som æbletræet. Dybt rodfæstede. Godt tilfredse med, at tingene er, som de er. De stiller ikke spørgsmål ved noget. Tit siger de om stig selv, at de er samfundets støtter.
Bjørnestjerne Bjørnsoms sang siger dem ikke så meget.
Men der nogle andre, der kender til at længes efter forandringer. Længsel efter opbrud. Efter at være en anden. At realisere nogle sider i sig selv, som er udforløste.
Og det er ikke kun de unge – vi har det begreb, der hedder livsmidten og livsmidtekrisen, hvor mange mennesker gribes af en påtrængende følelse af længsel efter forandring. Længsel efter at realisere nogle andre, væsentlige sider af sig Selv. (Jung om Selvet....) - Og folk, der står midt i livsmidtekrisen ser vi også tit på højskolerne; der kan de få en tænkepause – og der kan de blive rummet; fordi på højskolen betragtes mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, og der kender man længlen ud over det kendte, det materielle.
Man tolker udlængslen som Selvets kalden. Eller åndens kalden.
"Den, som har længtet i tyve år
over de høje fjelde,
den, som véd, at han ikke nå'r,
kender sig mindre år for år,
hører, hvad fuglen synger,
som du så trøstig gynger".
På højskolerne er der fra gammel tid en idé om, at menneskets opgave er .. at finde sig selv . Fordi mennesket besidder ånd.
Så er der et Selv , der skal realiseres.
Med Søren Kierkegaards ord: Man skal ikke bare være et "jeg", man skal træde i karakter, vove sig ud på de 70.000 favne vand.
Der er nogen, der har den længsel i sig, der hører Selvet kalde.
Det er dem, der kan høre, hvad fuglen i æbletræet synger.
"Ud vil jeg! ud! O, så langt, langt, langt,
over de høje fjelde!
her er så knugende, tærende trangt,
og mit mod er så ungt og rankt,
lad det få stigningen friste,
ikke mod murkanten briste!"
I Det ny Testamente er der scene, hvor disciplene - med Peter som talsmand . siger til Jesus: "Se, vi har forladt alt, hvad vi havde, og har fulgt dig. Hvad får vi til gengæld ?"
Disciplene har været mennesker, for hvem Jesus' ord og forkyndelse har fået en indre streng til at vibrere. Jesus' forkyndelse har rørt ved deres længsel. Forløst deres længsel. Sat ord på.
Og så har de brudt op fra deres trygge liv, deres sammenhæng derhjemme. Og det har som regel været hårdt.
Vi ved, at Peter havde hustru og børn.
Og hvad har de tænkt. Og hvad har de sagt. Og naboerne.
Opbruddet, kompromisløsheden, det at følge kaldet, har haft en høj pris. Der er en pris at betale for at træde i karakter. For at være realisere sit liv, for at følge et kald.
Omverdenen forstår det ikke. Alle dem, der er rodfæstede som æbletræet, tager afstand fra de frie fugle, der rejser væk.
Tit er forældrene uforstående. Der kommer nogle penible opgør, hvis de unge vil følge deres egen vej.
Og det er hårdt for forældrene, at skulle acceptere hvis deres børn vælger ikke at leve et borgerligt liv, men stiller sig i en højere sags tjeneste. Eller på andre måde vælger nogle radikale løsninger.
Der er også en scene i et af evangelierne, hvor Jesus' mor Maria står uden for sit hus og siger til Jesus: "Du raser". Hun har ikke altid forstået sin søn.
Og der er Jesu hårde ord til sin familie, da de kommer og siger::
"Din mor og dine brødre står udenfor og vil se dig." Han svarer dem: "Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det."
- Det har været hårdt for Jesus nærmeste familie at høre de ord. De har ikke forstået ham.
Men andre har forstået dem, og har hørt det som noget trøsterigt. Dem, som havde forladt alting, og fulgt deres længsel, de har forstået det.
Dem, der havde brudt med familien. Eller var kommet i konflikt med deres omgivelser. Samvittighedskonflikter.
For mange af de første kristne i de første generationer efter Jesu død og opstandelse, var situationen den, at prisen for at vedkende sig sin kristne tro, var martyriet. Det var kriminelt at være kristen. Der var dødsstraf for det.
Der har – på en måde som der sjældent er i dag – været voldsomme omkostninger ved at følge et kald til at blive kristen.
For mennesker, der har betalt en høj pris – og nogle gange måske kommer i tvivl om prisen for kompromisløsheden og radikaliteten har været for hård, er det jo simpelthen balsam for sjælen at høre Jesus ord om at det er et kors at følge ham.
Og for sådanne mennesker er ordene om splid i familien, mellem en mand og hans far, og en datter og hendes mor, mellem husbond og husfolk - de ord er en trøst. – På trods af det uforsonlige tonefald, har det været trøste-ord. For man kan føle sig genkendt, hvis man tilhører dem, der bryder ud, går imod strømmen, forlader det trygge fællesskab og følger en anden vej.
Lad mig her - midt i det hele - bringe prædiketeksten i dens fulde ordlyd:
Matt 10,32 - Jesus siger: "Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn".
Ordene om at tage sit kors op har haft en bemærkelsesværdig, skæbnesvanger virkning ned gennem kirkehistorien.
Det er blevet til det begreb, der i den kristne tradition og i teologien hedder: Kristi efterfølgelse .
Det er et begreb, der er opstået udfra dette stykke i Biblen, hvor Jesus siger:
"Den, som ikke tager sig kors op og følger mig, er mig ikke værd".
I den katolske teologi er Kristi efterfølgelse en vej, som enkelte mennesker vælger, fordi de føler – hvad man kalder - et særligt kald , vocatio extraordinario, "a special calling"
- og mange gange er det énsbetydende med, at man går i kloster.
Det behøver det nu ikke at være. Det kan også være betegnelsen for mennesker, der ind i mellem gerne vil trække sig tilbage fra verdens larm og det stressede job og ønsker at arbejde på det indre liv. Med fordybelse, med bøn, og med det der nu-om-dage- er kommet til at hedde: "personlig udvikling".
Altså mennesker, der ud fra deres engagement i kristendommen proioriterer anderledes end flertallet.
Og tager nogle konsekvenser af deres spirituelle længsel .
Det kan sagtens være mennesker, der netop ikke går i kloster – ikke vælger den indre vej - men på anden måde vier deres liv til at hjælpe andre – de bliver U-landsfrivillige eller melder sig til Mother Teresa eller "læger uden grænser" ud fra kristne motiver. Fordi de har følt et kald.
Eller har følt udlængsel.
Kristi efterfølgelse kalder man det.
Det er et stående teologisk udtryk.
[Frans af Assisi ... -den rige unge mand]
I vores lutherske tradition ved man ikke rigtig, hvad man skal stille op med det begreb. Vi har ingen klostertradition, og vi har lang tradition for at tage afstand fra det, vi opfatter som "gerningsretfærdighed" eller forsøg på "selvfrelse".
Vi er vant til, at det store flertal stiller sig tilfreds med at holde sig til, at de er døbt, at stole på den kristne forkyndelse om, at de har deres synders nådige forladelse kvit og frit for Jesu Kristi skyld.
Vi synger:
Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde
da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil
på allerbedste måde.
Og når et lille mindretal på højskolen foreslår "Undrer mig på" igen og igen – med lidenskab i blikket – så er der der altid nogen andre, der siger: Skal vi ikke hellere synge "På det jævne, på det jævne" !!
Men nu er der altså i den kristne tradition, helt tilbage fra de første lag i Det ny Testamente en tradition for ..radikalisering. At Jesus opfordrer til bøn og faste. Til årvågenhed og mådehold. Til at vandre på den smalle vej. Til at tage sit kors op og følge ham, bryde op fra familien og det borgerlige samfund og leve som himlens fugle, ubekymret, ubundet af timelige forpligtelser.
Og det rører jo ved ét eller andet i nogle mennesker. Det vækker en genklang i enkelte, det vækker en spirituel længsel, en længsel efter radikalitet eller efter et enklere liv.
I nogle mennesker.
Andre synes det er dybt godnat. De er godt tilfredse - også som kristne - med at leve et familieliv, gøre deres pligt, skaffe underhold til familien, udfylde en plads i samfundet, få hjulene til at snurre eller hvad de nu siger. De synger: "Et jævnt og muntert virksom liv".
Nogen gange bliver der bliver konflikter. De to grupper forstår ikke hinanden.
Der er nogle der føler sig fremmede i det almindelige ræs.
I et af brevene i Det nye Testamente siges det om de kristne:
"Vi er fremmede og udlændige her på jorden." Jeg tror det er i første Peters brev. Og et andet sted:
"Vort borgerskab er i Himmelen."
Men det er jo slet ikke alle kristne, der har den følelse.
Det er et lille mindretal.
Jeg plejer at sige, at det er dem, der er i familie med den lille havfrue .
… (kort genforælling)(Hun og søstrene, længsel, oplever kærlighed, op i den højere verden, ingen omkostning er for stor, alt vil hun ofre…)
…
For mig er den lille havfrue et eksempel på en skabning, der går "Kristi efterfølgelses vej". Om hun kommer til vejs ende kan jo diskuteres. Hun kommer der ikke ved egen hjælp. Hun bliver jo en luftånd ...
og man kan sige, at det er synd, hvis man skal give kroppen, det legemlige, til pris for at redde sin sjæl....
Og man kan spørge : hvad med de 5 søstre , der blev nede på havbunden, passede deres blomsterbede og henslæbte deres liv i almindelig gennemsnitlig kedsommelighed ..?
De føler sig måske mindreværdige - eller tilsidesat - hvis de sammenligner sig med den radikalitet, hvormed deres søster vover sig ud i en eksistensiel søgen. Hvis de et øjebliks selvransagelse og ser på deres almindelige, triste liv - og tænker det var ikke meget værd. ... - Så har kristendommen netop også et ord til dem om, at , jo , det liv er også noget værd. Der er Syndernes forladelse, og det gælder for dem som for de andre. . Set med kærlighedens briller er der ikke nogen forskel på det kompromisløse liv i Kristi efterfølgelse og det almindelige, halvhjertede, halvsøvnige liv, som vi andre lever. ....
Ved Den danske Folkekirkes gudstjeneste skulle der gerne være plads til alle. Julenat blev der sunget så smukt om et håb, en glæde, der skulle være for hele folket.
Både de mennesker, der går den hårde vej, tager korset op, hvor af enkelt bliver martyrer, og dem udmærker sig ved personlig fromhed og et eksistensielt arbejde med åndelig vækst og fordybelse - og de andre, de "ganske almindelige", som-vi-siger hører til ved samme nadverbord. Dertil er alle inviteret.
Der kan vi komme kvit og frit. Der stilles ingen betingelser.
- - -
Improvisér en overgang til def. martyr… - et menneske, der har oplevet, hvad Jesus mente med Guds Rige, og som er villig til at betale prisen:
- … som Luther, når han siger:
Og tager de vort liv, gods, ære, barn og viv,
lad fare ! - I Guds navn, Guds Rige, vi beholder.
eller Brorson, der
taler om, at den kosteligste "rose er funden".
Og så kan "tornene rive og nage,
verden kan fratage ham alt,
han kan komme i den voldsomste konflikt med verden,
men: "Min rose jeg aldrig vil miste".
Der er nogle værdier, som får alt andet til at blegne - al vores borgerlige komfort og pænhedsnormer og profitjag og karriereræs. Det blegner.
Når man har oplevet, hvordan Guds Rige er midt i blandt os, er ingen omkostning for stor (…)
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, fader, søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og til evig tid.
Amen.
