Artikel af Peter Værum 2007.

Igen og igen må man spørge sig, når man går til gudstjeneste: Hvad er det dog vi er i gang med at foretage os sammen ?
I fællesskab. 
Som menighed ??
Gudstjenesten, denne underlige blanding af fællessang (som til en familiefestfest), højtlæsning (som til undervisning) og prædiken (som til trænerens pep-talk i omklædningsrummet før en vigitg sportskamp) og symbolsk fællesspisning (som vist ingen andre steder – måske kan man sammenligne med hvidvinen og ostepindene til en fin reception i anledning af at noget nyt tager sin begyndelse…). 
Hvad er det dog vi er igang med at foretage os sammen ???

Med en præst i mærkelige gevandter fra 1600-tallet, mange steder i dag også forsynet med en antenne-lignende stykke højteknologi som et bånd fra ørerne rundt om hovedet og frem mod munden, som står i trådløs forbindelse via radiobølger til højttalere i kirkerummet – man mærker virkelig sammensmeltningen af fortid og fremtid, når man ser disse præster med sidste nye i mikrofoner, menneskets begyndende sammensmeltning med maskinen.

Og hvor man i stedet for at træde frem og sige til menigheden: "I dag skal vi synge nr. 15 i salmebogen" – to dage før, af hensyn til organisten, indtaler en række numre på diverse telefonsvarere eller sender dem med e-mail, som af en kirketjener eller en graver, eller, hvis han er syg, hans honorarlønnede vikar, hænges op med fint ciselerede numre på væggen, hvor de særligt indviede, der kender denne ordning kan orientere sig om "salmevalget".

Hvad er det dog, vi er i gang med at foretage os sammen??  En underlig samling af forskellige ritualer, et fornemt stykke kulturhistorie, et stykke levende museum, der en finkulturel foreteelse (som at gå til en klassisk symfoni-koncert, eller til "Elverhøj" i Det kongelige Teater, hvilket som bekendt jo også forudsætter en masse forkundskaber og er en sublim oplevelse for det mindretal, der "forstår sproget" (og som kan være stille, mens det foregår….)).

Man kan svare på mange måder.
 
Her vil jeg forsøgsvis undersøge, om ikke det kan kaste lys over sagen, at betragte gudstjenesten med dens hovedritaul nadveren, som kult.

Da Klaus Hoffmeyer tiltrådte som skuespilchef ved Det Kongelige Teater, udtalte han sig positiv om den gamle kulturinstitutions opgave som traditionsbevarer. Han sagde:
-Man må gøre sig klart, at det er kult.
Klaus Hoffmeyer ville gerne spille Elverhøj og Holberg og "Inden for murene". For det er det nationale fællesskabs kult.

Når vi knæler ved nadverbordet, i fællesskab modtager brødet og vinen, deltager vi i det danske samfunds officielle kultdyrkelse.

Fra gammel tid har kulten været menneskers måde at omgås guderne på. Tidligere var det ofringer, brændofre, mysteriehandlinger, åndemaneri og ekstatiske danse. I dag er det lidt mere civiliseret og gennemtænkt. Lidt mere borgerligt, om jeg så må sige. Det er ikke ment negativt, det kan ikke være andet, når det er samfundets officielle form for kult.
Kulten er en ikke-intellektuel, ikke-kundskabsmeddelende, men oplevelsespræget og fælleskabs-stiftende samværsform.
Kulten er som alle ritualer med til at give identitet, løfte, tolke, synliggøre og dervej højne fællesskabet. Mens det i de fleste andre ritualer, vi kender til (f.eks. at gå rundt om juletræet med hinanden i hænderne, eller løfte glasset og sige skål, eller synge "Der er et yndigt land" til en landskamp)  er en snævert defineret gruppe, der bliver bedre sammentømret og får identitet og korpsånd (familien, vennekredsen, landsholdet, nartionen)  er det ved kulten det størst tænkelige fællesskab, der forvaltes. Et fællesskab, der inkluderer den højest tænkelige magt, skaberen, ophavet, den levende Gud.)  Ikke bare os – men fællesskabet med Gud, plejes, dyrkes.

Man kan sige, at nadveren er menneskers måde at honorere det faktum på, at tilværelsen er gådefuld. Livet grunder sig i et mysterium. Menneskelivet er underfuldt. Derfor kan man ikke blot svare ved at lave klasseundervisning i kristendom eller holde foredrag om troen. Man må etablere en kult. Hvor vi principielt ikke kun er tilhørere eller tilskuere, men deltagere – i en fælleshandling, hvor Vorherre Kristus også er med.
Ikke for at blive klogere. Deltagerne i gudstjenesten ved i forvejen alt om, hvad kristendom og tro er. Ellers sad de der ikke. (Dette gælder naturligvis "de faste kirkegængere", ikke moderne dåbs-familier og andre kirkefremmede, der mere føler sig som tilskuere til et mærkeligt "skuespil", og som i bedste fald intuitvt fornemmer, at de som vidner til et  kultisk drama er tæt på det hellige). De gamle trofaste damer på kirkebænken ved alt om, hvad kristendom er. Præsten skal ikke tro, han kan fortælle dem noget nyt. Med deres livslange erfaring er det meget klogere – måske ikke intellektuelt – men med henblik på troen. Tit kender den faste menighed både salmebogen, tekstrækken og historierne bag, meget bedre end den unge præst, der leder gudstjenesten. Så man skal gøre, sig klart, at gudstjenesten er ikke kunskabsmeddelelse eller mental formidling af information – det er kult.

Kulten skaber et ordløst fællesskab, vanskeligt at definere, som ikke gør os klogere, men gøre os til nogle andre, giver os identitet, korpsånd, handlekraft – fra at være et nummer i rækken, udstyret ved fødslen med et personnr. – går vi ud fra kirken som et Guds barn, en Guds tjener, en forgældet tjener, der har fået regnskabet gjort op og fået "gældsanering", klar til fornyede opgaver i tjeneste for næsten.
Vi forvandles fra at være "lokalbefolkning", med afvigende holdninger og særskilte egeninteresser, til at være menighed.
 
Alle ordentlig kulthandlinger bæres af en underliggende fortælling.
(Religionsforskere kalder denne fortælling, der begrunder en kultisk handling for en myte; men erfaringsmæssigt er det i kirkelige kredse farligt at bruge det ord – det kan lede til store misforståelser.)

I  2. mosebog i Det gamle Testamente fortælles der en herlig og dramatisk historie om påsken. Der berettes om, hvordan israelitterne drog ud fra trældommen i Ægypten under dramatiske omstændigheder, efter at 10 plager havde gjort den regerende Farao mør. Dødsengelen havde hærget, men var gået forbi israelitternes huse, hvor der var smurt offerblod på dørstolperne i den levende Guds navn. Opbruddet foregik i størte hast.
Fortællingen indgår som led i det sæt af love og ritualer, som Moses anviser – med henblik på fremtidens ordninger og fremtidens gudsdyrkelse - efter at have været oppe på Sinais bjerg og modtaget lovens tavler af Gud. "Når I da kommer til det land, jeg, Herren, vil give jer, skal I overholde denne skik", står der. Og så gives der anvisninger på, hvordan man skal spise lam med bitre urter og usyret brød samt en masse andre anvisninger, som næsten forvandler 2. mosebog til en kogebog. Alt sammen for at mindes hastværket, den første påske, da Gud Herren frelste sit folk fra trældom og dødsenglens hærgen.
Derefter står der:
"Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid. Når I kommer til det land, Herren vil give jer, sådan som han har lovet, skal I overholde denne skik.  Og når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Ægypten sprang israelitternes huse over, da han slog Ægypterne ned, men skånede vores huse." (2.mos 12, 24-27).

Bag alle ritualer og alle kulthandlinger ligger der en grundlæggende fortælling. Hvorfor gør vi sådan som vi gør??  Hvad er det dog, vi er i gang med at gøre.
Da fortællingen om udvandringen fra Ægypten blev skrevet ned, er man i de jødiske menigheder i fuld gang med at holde påske. Det er et fast ritual, og en hver jødisk familie kender spisereglerne. Og man kan være sikker på, at der til det festlige påskemåltid er et velopdragent drengebarn, der spørger: "Hvorfor har vi denne skik?" Det er han omhyggeligt blevet instrueret i – og det giver familiefaderen anledning til at fortælle historien om Guds frelse, og om hastværket, dengang da dødsenglen truede hans folk.

På samme måde ved bryllupsfesten. Her lyder spørgsmålet: "Hvorfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru?". Og svaret gives ved at fortælle om Adam og Eva. Sådan har Gud skaberen villet det. Mennesket er skabt som mand og kvinde, livet er ment som et Paradis, og  kærligheden mellem kønnene opfattes som en gave til menneskene. "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru og de to skal blive ét kød". Efter den fortælling er der rig lejlighed til at feste og fejre kærligheden.

Hvilken fortælling ligger der da bag nadveren? Hvilken fortælling skal besvare spørgsmålet: Hvad er det da for et underligt foretagende, vi har gang i ??
Ja, man kan svare på to måder. Man kan henvise til indstiftelsesordene. Vi knæler her ved nadverbordet, som menighed, i fællesskab, fordi Jesus Kristus i den nat, da Han blev forrådt, tog brødet og vinen og gav sine disciple det, samtidig med at han tolkede brødet og vinen som sit legeme og blod, der i al fremtid skulle være pantet på syndernes forladelse.
Men man kan også henvise til den indledende nadverbøn, hvor de vigtigste ord er: "Opstandne Herre og frelser, du som selv er til stede i blandt os, med al din kærligheds rigdom". Også de ord rummer en velsignelsesrig historie i sig. Historien om de to afgørende dage, påskesøndag og pinsedag. Påskesøndag, hvor Kristus viste sig som den opstandne - og pinsedag, hvor det viste sig, at Kristus på trods af død og begravelse og alskens uretfærdigheder kunne være usynligt til stede i sin menighed, i sin ånd. Intet kan skille os fra  Guds kærlighed. Intet kan hindre Kristus i at være til stede hos os, når Han vil og hvor Han vil. Ikke store afstande kan hindre det. Stormen og bølgegangen på søen kunne ikke hindre det, dengang. Ikke to tusind år, der er gået siden Han vandrede på jorden. Selv ikke den fysiske død. Selv ikke Langfredagssmerterne. End ikke vores hårdhjertethed og kulde, end ikke vores manglende tro og manglende ildhu. Intet kan hindre Kristus i – som den opstandne – at være til stede hos os med al sin kærligheds rigdom. Ikke synligt, men i ånden, naturligvis. For troen. Som et fælles forestillingsbillede, udløst af en fortælling om påskemorgen og pinsedag. Som et led i ritualet.
Det er den fortælling og den tro, der forvandler et tilfældigt sammenrend af kirkegængere, der er kommet i kirke ud fra blandede og uigennemskuelige motiver, til menighed.