Om fortælleren:
(Brug uddrag af denne tekst til dit program....)
Peter Værum, f.49, cand.teol. og exam.art i retorik,
præst i Folkekirken på Ydre Nørrebro i 11 år, lærer i kommunikation,
skribent, eventyrfortæller, drømmetyder, inspireret af Jung og Jes
Bertelsen.
Forfatter til bøgerne:
"Frøer og farisæere - eventyr og evangelium i lyset af Jung". (Klitrose 1992).
"Ved Himmerigets port - anekdoter og evangelium, om hvordan man kommer ind i Guds Rige". (Klitrose 1998).
"Fantasirejser - symbolets forvandlende kraft". Klitrose 2004.
Psykologi- og religionslærer på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord.
Timelærer på Ry højskole.
Free-lance forfatter og foredragsholder.
|
ooo |
*****
Artikel af Peter Værum. Hvis
man skal svare på dette det ældste af alle filosofiske spørgsmål - hvis
man skal gøre rede for sin identitet - må man fortælle sin historie.
Det er ikke dækkende blot at sige sit navn og titel, alder,
fritidsinteresser, eller hvad man ellers mener kan karakterisere én.
Nej. Man må fortælle sit livs historie om, hvordan man blev den, man er.
Og et menneskes historie - det er ikke blot opregningen af formelle
fakta i kronobgisk rækkefølge; nej, det er et udvalg og en formning af
de tildragelser, der prægede én og som fik betydning. Historien om,
hvordan Mor tog én med ud i naturen. Eller med i Fælledparken 1. maj.
Eller skoleinspektøren, der bankede eleverne med violinbuen.
Historierne fra soldatertiden. Fra arbejdskampene. Fra familiefesterne.
En livshistorie består af mange historier.
De fleste gamle folk kan virkellig fortælle deres livs historie. Til de
få, der har tid til at lytte. Og måske er det specielt alderdommens
opgave og udfordring at få rede på éns personlige historie - og på
slægtens.
For skal man gøre rede for, hvem man er, er det ikke
nok at fortælle afgørende træk fra det personlige livforløb. Man må
også inddrage familiens historie. Og nationens, folkets historie. Det
hører med til vores identitet, at vi er danskere. Det har præget os, at
høre om Holger Danske og Kong Skjold. Om Grundtvig og om Chr. X, der
red over grænsen på den hvide hest og om besættelsen.
Om fortællingerne er "historisk" korrekte er underordnet. De er
selvfølgelig komponeret og redigeret, så pointen træder tydeligere
frem. Kongens hest var ikke hvid, men hvidkalket. Vistnok. Men det
spiller ingen rolle for historiens kraft, at man "gør den bedre". Det
er den gode histories kendetegn, at den får mytiske træk og
tilføjelser, der gør den mere sand.
Nu indgår vi i forskellige sammenhænge, også sammenhænge, der rækker ud
over det nationale og folkelige fællesskab. Med til vores fortid og
vores identitet hører også fortællingerne om slaveriet i Ægypten og
udfrielsen derfra: om ørkenvandringen og om længsler og håb, der fik
deres forløsning i Jesus, Messias.
Da USA's negerslaver i
Sydstaterne skulle tolke deres dybe smerte i undertrykkelsen på
bomuldsmarkerne, sang de sange om Ægypten og Moses. (- "Go down Moses"
- "Deep River Jordan" etc.). De satte deres liv ind i en sammenhæng,
der pegede frem mod en fremtid med håb og befrielse.
Da en gruppe danskere samledes til modstand under besættelsen. kaldte
de deres gruppe "Holger Danske". Sådan er fortidens fortællinger somme
tider afgørernde for, hvad vi er og hvad vi gør.
Grundfortællingen for os i et kristent land som Danmark er fortællingen
om én, der var villig til at ofre sit liv for andres skyld. Jesus fra
Nazareth elskede livet så højt, at han var villig til at sætte det til
for sine venner - og for sine fjender. Jeg kan ikke sætte mig ud over
en fornemmelse af, at den historie - den fortælling som trosbekendelsen
sammenfatter - er den del af min personlige historie. Som kristen er
det en del af min fortid - uden historien om Jesus Kristus var jeg ikke
blevet til det, jeg blev. Den er med til at gøre mig til den, jeg er.
|
|
 |
