| Ja
- jeg bruger også
fortællingen i
konfirmandundervisningen.
På
ydre Nørrebro har
vi mange disciplinærproblemer; men jeg oplever helt oplagt, at
konfirmanderne lytter, når præsten kan fortælle - ikke læse op, men
genfortælle, re-producere - f. eks. et eventyr, som han selv har
tilegnet sig; ikke blot sådan, at han kan huske gangen i det; men sådan
at man mærker, at fortælleren selv ved, hvor han vil hen med sin
beretning, fordi han selv er præget af dens indhold.
På
opfordring vil jeg skrive
lidt om sværvægterne blandt de fortællinger, jeg anvender:
Astrid
Lindgrens "eventyr"
Mio, min Mio (Branner og Korch 1977) handler om en dreng, der ikke
rigtig hører hjemme i den verden - Gl. Kongevej - hvor han er sat -
(ligesom Den lille Havfrue i H. C. Andersens eventyr). Hans
plejeforældre kan ikke lide børn, han har det ikke rigtig godt - og
ganske rigtigt viser det sig da også, at han er borger i et andet
fædreland. Hans borgerskab er i Himlen. Hans rigtige fader er kongen i
"Landet i det Fjerne". Dér går han rundt i Sin rosengård, og dér bliver
Bo Vilhelm Olsen modtaget med åbne arme og får sit rette navn (dåben!):
Mio, min Mio.
Vores rette identitet
finder vi ved at forstå, at vi har en
Fader i det hinsides.
 -
Men ret længe kan Mio ikke
gå rundt i den paradisiske idyl omkring kongeslottet.
For
i "Landet udenfor" hersker
den onde ridder Kato. Næsten alle familier savner en lille bror eller
søster, som ridder Kato har taget. Han gør dem til sorte fugle i sit
dødsrige - eller, hvad der næsten er værre: Han giver mennesket et
hjerte af sten. (Døden og synden).
Det
er jo eventyrenes mytiske
univers:
Verden
er ikke ond, men den er
forhekset.
Menneskenes
hjerter er frosset
til is (H. C. Andersen: Snedronningen!!), og først når fortryllelsen
ophæves, ser man, hvad mennesket egentlig (Gudsbilledligheden) rummer.
I
det øjeblik, Mio kommer til
bevidsthed (Kundskabens træ) om det ondes eksistens, er hans livsbane
afstukket. Han må begive sig ud på den lange rejse gennem Den mørke
Skov og kæmpe med ridder Kato. Han er bange, men i en Getsemane-scene,
hvor han er ved at opgive, hører han sin Faders stemme i sit hjerte.
Stemmen siger blot: "Mio, min Mio". - Hans tilhørsforhold: faderens tro
på ham - afstikker vejen frem. Han har en tro følgesvend på sin vej.
Jum Jum hedder han. - Kun med venskab og solidaritet går det. Og da de
to står over for den sidste, skrækkeligt farlige klatretur op mod Den
onde ridder Katos borg, gør de holdt og holder måltid sammen. De deler
»Brødet, der stiller sulten«, og således styrket drager de videre.
Under
deres færd har træerne
åbnet sig for dem, søen bærer dem på sine bølger, alt i naturen har
ventet i tusinder af år og føjer sig nu hjælpende, nu hvor det gælder.
Selvfølgelig! Blomstre som en rosengård! Døve hører, vandet bærer, det
krogede retter sig ud, når den udvalgte kongesøn drager gennem verden
for at kæmpe mod det onde.
Og
den sidste, frygtelige
strid mod ridder Kato ender med, at Kato selv blotter sit stenhjerte og
siger til Mio: "Stik til!". Det var, som om ridder Kato selv havde
ventet i tusinde år på at blive af med sit forhadte stenhjerte.
Og
i dét øjeblik, hvor ridder
Kato er såret dødeligt i sit hjerte, er forhekselsen brudt.
Naturligvis. De andre stenhjerter tør op, de døde fugle forvandler sig
- den lille fugl, der ofrede sig ved at slukke fjendens fakkel med sit
legeme, bliver igen til den lillesøster, som de savnede i nabofamilien.
- Og hjemme venter faderen med sine åbne arme.
I
filmen "Stjernekrigen"
kæmper den gode jedi-ridder til slut mod den frafaldne, den onde ridder
Darth Vader. Men der er bemærkelsesværdigt nok den gode ridder, der
frivilligt sænker sværdet og lader sig destruere. Og netop derved
sejrer han. Her er vi tættere på evangeliet. Djævelen ruster sig bag
sit hornede panser (smlgn. karakter-pansret hos Wilh. Reich o.a.) - han
går ind i rustningskapløbet og våbenteknologiens optrapning - Kristus,
derimod, breder sine arme ud på korset, fastholder den åbne favns
politik helt ind i døden med den sårbarhed, der er åbenhedens pris. Og
netop derved er fortryllelsen hævet, og den proces, der tør
stenhjerterne op, den proces, der varer lige til verdens ende, kan
begynde.
I
C.S.Lewis »Løven og heksen"
(Borgen, 1982) skildres den samme proces med 1øven Aslans frivillige
offerdød.
Den
onde dronning, der har
fastholdt hele Narnias rige i vinterkulde og terrorregimente, har
ifølge den gamle lov ret til sit bytte, når et forrædderi har fundet
sted.
Og
den lille dreng Edmund har
jo - i sin frustration og fornærmethed, indkroget i sig selv, glimrende
skildret - netop begået forrædderiet. Men hvad den onde dronning ikke
ved, er, at hvis en uskyldig frivilligt giver sit liv, træder en endnu
dybere, hemmelig lov fra før tidernes morgen i kraft.
En
lovmæssighed, der er
stærkere end hendes trolddom, tvinger tiden til at gå baglæns, så det
bundfrosne tør op - og selv døden forvandles til liv.
At
genfortælle historien om
Mio eller om Løven og heksen tager måske tre kvarter.
Og
det er naturligvis et
større arbejde at tilegne sig fortællingen, så man kan
den. Så man kan re-præ-sentere den. Men det arbejde lønner sig rigeligt.
I
eventyret om Kong Lindorm fortælles der, hvor mange lag der skal
skrælles af et usympatisk uhyre, før dets indre menneskelighed kommer
til syne. Der skal en rensningsproces (og en gang ris!) til - men først
og fremmest et medmenneske, der har tro og kærlighed nok til at sige:
»Hvis du stryger et lag, så stryger jeg en særk«. Som er villig til
selv at gå med i den farefulde proces at skrælle den ydre facade af, og
lag for lag lade "det ydre menneske" gå til grunde.
Et
af højdepunkterne i
konfirmandundervisningen sidste år var et referat af Gandhifilmen, der
jo tydeligt bærer præg af at være produceret af en kristen instruktør.
Scenen, hvor den pakistanske partisan mener sig fordømt til Helvede,
fordi han har smadret et lille barn fra fjendens side mod en mur - og
Gandhis svar, er jo oplagt. Men også saltmarchen (Palmesøndag) eller
Gandhis reaktion på indernes voldsanbvendelse: Et øje for et øje gør
verden blind" - - og hele filmens tema: En mand, der ikke vil leve,
hvis ikke broder kan leve fredeligt side om side med broder. En mand,
der tager konsekvensen af, at det er vigtigere, at hans folk finder ud
af at leve i fred og retfærd, end at han selv lever. Hele dette tema
kan nok fange konfinnandernes hele opmærksomhed, og netop om selve
sagen.
Mit
sidste eksempel er fra i år, hvor jeg har genfortait historien om
Mozart og komponistrivalen Salieri, som den er skildret i Peter
Shaffer's skuespil Amadeus. (Skuespillet er bedst, filmen kun næstbedst
).
-
Salieri indgår en pagt med
sin norditalienske landsbys handels-og-vandels-gud Herren. Han lever et
i alle henseender dydigt liv. Til gengæld får han succes. Men så kommer
Mozart til Wien, mildt sagt ukultiveret og med et liv, som er én lang
social deroute. Som den lidende Herrens tjener ender han i dybeste
armod og fortvivlelse, godt hjulpet på vej af Salieris intriger. Men
det er fra ham den musik, som taler om det guddommelige, udgår. Det er
Mozart, der er Guds stemme. Det bliver Sakeries tragedie, at han må
indse det. Fattig, fordrukken,
forfrossen,
udsultet, dør
Mozart og bliver begravet på Wiens fattigkirkegård. Men det var ham,
Gud brugte som sit instrument. AMADEUS - den, Gud elsker...
Man
må selvfølgelig selv gøre arbejdet med at udvælge og tilskære, ændre og
understrege, levendegøre og billedliggøre sit stof. Men det er jo netop
traderingens værdifuldeste dynamik: At fortællingerne reproduceres af
mennesker, der selv sorterer ud fra, hvad de mener er brugeligt og
vigtigt med henblik på livsførelse og livserfaring på højeste plan.
Derved kommer de igennem den hårdeste sorteringsmekanisme, man kan
tænke sig. Det levede livs erfaring. Dét gør dem til prøvet guld - til
myte. |
 |
