Jeg var lærer på Rønshoved Højskole fra 1992 og indtil for nylig. Som på alle højskoler i disse år er udfordringen at være på højde med tiden. Det gælder om at være moderne. Hvordan tager den gamle følelse af et folkeligt fællesskab sig ud i lyset af modernitet, postmodernisme, informationssamfund, de unges situation? På en højskoler bakser man først og fremmest med dét at være up to date, at have fingeren på tidens puls. Men samtidig mødte jeg dernede ved grænsen, med den utrolig betagende udsigt over Flensborg Fjord, et gammeldags fænomen, som jeg ikke havde regnet med, at jeg nogensinde skulle opleve: En ægte gammel-grundtvigiansk frimenighed. Tilfældigt ser jeg, i en bisætning i en anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Poul Engbergs sidste bog, at man her i foråret har besluttet at nedlægge Rønshoved Frimenigheds aktiviteter. Et stykke historie er bragt til sin afslutning - efter 75 års levetid. Det er gået meget stille af sig. Måske er der ingen grund til at beklage dette; alting har sin naturlige levetid - og det værste, der kan ske i kirken, er at en levende menighed overgår til at blive et museum. Det er man vågen nok i Rønshoved til at undgå. Men jeg har ikke lyst til, at det skal gå helt uomtalt for sig. Derfor vil jeg skrive lidt om mit møde med dette lille stykke af Sønderjyllands historie. Jeg kan ikke påtage mig at fortælle frimenighedens historie. Rønshoved Frimenigheds historie er vævet sammen med grænselan dets historie, "det tabte land", som man ser over til fra højskolens park og strand og den gamle drøm om at generhverve landet, Danmark til Ejderen. Alt dét har jeg ikke noget forhold til. Og frimenighedens historie er knyttet uløseligt sammen med historien om skolens og frimenighe dens grundlægger, Aage Møller, som i 5o år var frimenighedens præst. Han blev altid på højskolen omtalt som en "markant personlighed" med sine meningers mod. Sådan som jeg hørte det, betød det, at han har været en uforsonlig, stridbar kombattant, der lagde sig ud med alt og alle. Ikke mindst den øvrige grundtvigske verden, som han bebrejdede, at de svigtede den ægte grundtvigske ånd, som man formidler ved at fortælle de nordiske myter. Han har vist været en ensom kæmpe; jeg skal ikke dømme om det. Men Rønshoved Højskole får stadigvæk med jævnlige mellemrum besøg af mennesker, for hvem Aage Møllers foredrag og forkyndelse i frimenigheden fik varig betydning. Jeg vil gerne fortælle om det indtryk, gudstjenesterne på stedet gjorde på mig i de år, jeg var på stedet. Man holdt gudstjeneste én gang om måneden i højskolens foredragssal. Det påhvilede de vagthavende højskolelærere, fra dybet af skolens kældre at hente 4 stykker tømmer frem, som kunne sættes sammen, så der kom et ægte knæfald ud af det. Det dannede kreds omkring skolens store, brede talerpult, som så glimrende kunne fungere som alter. Et ældre medlem af frimenigheden, som havde boet på skolen siden den navnkundige forstander Hans Haarders tid, pudsede altersølvet og lagde en fin broderet dug over talerpulten. Den syvarmede lysestage blev hentet frem. Det var bemærkelsesværdigt, hvor små midler der skulle til, for at foredrags salen kunne forvandles til et kirkerum med hele dette rums særegne atmosfære. Frimenigheden havde to præster. På et tidspunkt blev jeg af menighedens bestyrelsesformand, Gudmund Finck, opfordret til at være præst på linje med de to nuværende: Flemming Møller og Poul Engberg. De var jo kommet op i alderen (Poul Engberg er nylig fyldt 9o) - og man ville gerne have nyt blod. Jeg afslog - jeg havde en klar følelse af, at jeg i bund og grund tilhører Folkekirken, og det bød mig imod at skulle være tilknyttet en frimenighed, selv om den var nok så grundtvigsk, og selv om det særlige ved Rønshoved Frimenighed jo er, at den på ingen måde står for kirkelige eller teologiske særstandpunkter. Men havde jeg sagt ja, havde man haft Danmarks flotteste (i hvert fald numerisk) præstelige betjening: 3 præster til en menighed på 3o medlemmer! Jeg vikariede dog for præsterne ved ved flere lejligheder. Jeg var hver gang lidt beæret, for det var et sted med traditioner. Præsten stod hele tiden for altret. Det var præsten selv, der bad indgangsbønnen, og det var på én eller anden måde utænkeligt, at man skulle læse op af ritualbogen. Man foldede sine hænder og kunne naturligvis ritualernes ordlyd udenad. Og man brugte ikke manuskript til sin prædiken, man talte personligt. Det frie ord. Da menigheden opfordrede mig til at holde fast gudstjeneste på linje med de to andre præster, var det eneste, man ville sikre sig, om jeg ville respektere skikken med at synge "O kristelighed" til altergangen. Mine teologiske anskuelser gik man ikke op i. Om jeg var en rettroende grundtvigianer vidste man næppe. Men "O kristelighed" måtte der ikke rokkes ved. Selv om menigheden var lille, og selv om gudstjenesterne ikke blev annonceret, var der sjældent få deltagere. Om sommeren deltog kursisterne fra skolens temakurser. Om vinteren kom mange af skolens venner - og en del af eleverne, omend tit kun en absolut mindre del. Der var aldrig så få, at det skete, som desværre ofte sker i små kirker ude omkring i tyndt befolkede egne: at gudstjenesten mister sin karakter af fællesskabs-handling. I foredragssalen på Rønshoved var der aldrig tvivl om, at her var det den levende menighed, der var samlet. Præsten var ikke én, der skulle oplyse eller belære de tilstedeværende om noget, de ikke vidste i forvejen. Man kom for at høre troens ord og blive bekræftet i dét, man havde fået som urokkeligt pant i den hellige dåb. Prædikenen var anderledes end man hører den i de fleste sognekirker. Flemming Møller talte mest om sin far og sit hjem. Poul Engberg fortabte sig tit i den nordiske mytologi. Omstænde ligt forklarede han, hvad de tre norner under asken Ygdrasil hed, og hvad de stod for. Det karakteristiske var, at begge d'herrer talte personligt. De aflagde vidnesbyrd om noget, der gennem et langt liv havde være bæredygtigt og havde haft betydning. Og de var aldrig polemiske. De talte ud fra deres hjerte. Flemming Møller var i enestående grad "en røst fra fortiden". Han var søn af den navnkundige Aage Møller, Rønshoved Højskoles grundlægger, der som nævnt havde været frimenighedens præst i 5o år siden frimenighedens oprindelse i 1922. Aage Møller var blevet ordineret af høj skolefolk - det var dengang, højskolefolk brugte at ordinere hinanden, der var en speciel grundtvigsk succession. Og nu var hans søn Flemming, efter et langt livs tjeneste som dansk præst i Sydslesvig, prædikant i Rønshoved. Jeg studsede altid over, at han undskyldte over for os alle, når han talte om sin Far og den betydning, det havde for et menneske at have haft et godt hjem. Det virkede, som om der var nogle, der tit havde været henne og tage ham i kraven og sige, at nu gad de altså ikke mere høre om faderen og om hjemmet. Og Flemming Møller havde taget det til sig. Han vidste det godt; Han undskyldte; men han måtte altså lige nævne, også den kristelige betydning, det har, at man opdrages i et kærligt hjem, hvor der er en Far og en Mor, der viser én, hvad kærlighed er. Jeg sad som et forholdsvis ungt menneske, barn af - 68, opvokset i modernismens tidsalder, som var ét stort oprør mod de gamle værdier og autoriteter, og hørte disse fortidens klange blive slået an. Og jeg havde ikke hørt det gentagne gange i masser af år, så jeg var ikke irriteret. Det var nyt for mig. Og jeg blev grebet af det - endelig var der en præst, der brugte sine følelser. På samme måde med Poul Engbergs forkyndelse. Man kan ikke forlange af en mand i 8o'erne, at han taler ud fra den dagsaktuelle debat. Poul Engbergs livssyn havde klaret sig i Askov i 3o'erne, inspireret af Jørgen Bukdals folkelige tanker og Arnfreds frisind. Og på en mærkelig måde var det stadig aktuelt. Det var ikke kun historiens vingesus; det var dybt vedkommende. Poul Engberg var altid koncentreret, alvorlig, personlig. I trosbekendelsen kunne det ikke falde ham ind at sige "den hellige almindelige kirke" - nej, vorherre bevares, det var "den hellige, almindelige menighed", der var en ingrediens i vores fælles tro, modtaget som en gave i dåben. Hvis jeg skal sammenfatte den betydning, frimenigheden fik for mig - og jeg vedkender mig gerne, at det kom til at præge mig - var det dette, at her, i menigheden, mødte man mennesker, for hvem dåbens gave var en levende realitet. At det, man havde fået betingelsesløst som barn, troens ord, sat ind i en historisk sammenhæng, formidlet i et hjem med kærlige forældre og videreudviklet i et folkeligt fællesskab, var bæredygtigt et langt liv igennem - det gjorde indtryk. Dåben er jo jævnligt til diskussion i Folkekirken. Hvad sker der ved dåben? Forudsætter barnedåben ikke et valg eller et engagement hos forældrene? Hvad er det, vi gør, når vi døber? I øjeblikket gør teologiske kapaciteter og gejstlige lærde sig til dommere over en præst med et afvigende dåbssyn. Og hvad enten man ønsker det eller ej kommer et middelalderligt skær over det, når kirken på den måde inkvisitorisk banker en afviger på plads. Men det er jo på den anden side også vigtigt - for der skulle nødigt sættes spørgsmåltegn ved Guds suveræne handling i dåben. Efter mit møde med det gammel-grundtvigianske i Rønshoved Frimenighed har jeg svært ved at engagere mig i disse diskussioner om, hvad der sker ved dåben. For jeg har dér mødt mennesker, der var menighedens trofaste støtter, fordi de var døbt. Disse mennesker var vidnesbyrd om den betydning, det kan have i et menneskes liv, når man ser tilbage og dér, ved begyndelsen af sit liv, møder et betingelsesløst tilsagn om at man Guds barn. Her har man fået en livssammenhæng, en gave og en forpligtelse, skænket. Dåbens betydning ligger ikke i, hvad der sker eller hvilke forholdsord der bruges - men i, at et menneske livet igennem har en mulighed for at se tilbage og vide, at der fra livets begyndelse ligger en forkyndelse om syndernes forladelse, sagt personligt med navns nævnelse til én. De unge elever sad som himmelfaldne. Som nævnt droppede enkelte af dem indenfor, når det var de perioder, hvor højskolen havde de unge elever. De forlod computeren i medie værksted et, den elektriske guitar i samspilsrummet eller keramikdrejebænken - nu var det søndag klokken ti, så som regel var problemet at de skulle kæmpe sig ud af festrusens tåger efter en livlig nat i Pejsestuen... - men enkelte sad der, nysgerrige, åbne for lidt af hvert. Ganske enkelte sad der søndag efter søndag; de var tydeligvis opvokset i et landligt, kirkeligt miljø og var indforståede med det kirken rituelle sprog - men de andre, de måbede. Og de gik som regel hovedrystende derfra, som havde de været på Frilandsmuseet eller på Hjerl Hede. Sådan er det jo. Det er hele kirkens problem i dag: at vor smukke, indholdsfyldte gudstjeneste forudsætter en indforstået fortrolighed med det specielle sprog og traditionens rituelle adfærd, som man ikke kan forvente er til stede hos den unge generation. Heller ikke hos deres forældre. Til en højmesse i en almindelig sognekirke mærker man det hver gang, der er barnedåb. Det mærkelige ceremoniel krænker moderne menneskers blufærdighed, hvorfor de naturligvis begynder at opføre sig derefter, og det hele falder fra hinanden. Jeg har ikke nogen løsning på det problem.. Eleverne, der uforvarende blev sat 5o-7o år tilbage i historien, var bemærkelsesværdigt høflige, når man snakkede med dem bagefter. Jeg var deres religionslærer, og der var god anledning til at drøfte den sælsomme oplevelse, de havde været ude for. Måske ville de ikke såre mig. Jeg var jo optaget af gudstjenesten, holdt af det, der foregik der. Men de havde tydeligvis ikke sans for det historisk enestående, de havde haft lejlighed til at opleve. Og de oplevede ikke, hvad jeg oplevede i Rønshoved frimenighed. At hver gang, der var altergang - og det var der naturligvis ved hver eneste gudstjeneste - var der en fornemmelse af, at en højere magt var til stede. Lyslevende, som ritualets ord foreslår, at man tolker oplevelsen: "Opstandne Herre og frelser, du som selv er levende til stede i blandt os...." Jeg husker en gudstjeneste Skærtorsdag, hvor Flemming Møller prædikede. Hvad han sagde, har jeg absolut ingen erindring om. Jeg var ikke i særlig godt humør den dag. De første dage i ugen havde vi brugt til nogle opslidende lærermøder, hvor vi havde lagt skema og drøftet den pædagogiske linje. Et lærerværelse er på alle skoler engang imellem en slagmark. Verbale slagsmål, men alligevel. Strammere og slappere, oprørere og autoriteter, alle brænder for netop deres synspunkt. Som sagt, det havde været opslidende, men nu havde vi påskeferie. I Frimenigheden var der altid gudstjeneste Skærtorsdag. Altergangen får uomgængeligt en særlig betydning netop den dag. De fleste af skolens og frimenighedens venner samt deres gæster var til stede den dag. Tilfældigvis kom jeg ved altergangen til at knæle ved siden af min chef, skolens forstander og hans kone. Laurits Kjær Nielsen var en mand med principper. Med jysk stædighed forsvarede han sit syn på de frie skoler. Vi yngre lærere holdt meget af ham og havde respekt for hans frisind. Men indimellem syntes vi naturligvis, at han var noget gammeldags. (Læs: stædig). Og netop i de forgående dage havde det været hårdt. Men nu knælede vi ved samme alterbord. På den anden side af mig var der vist en anden af mine kolleger. Pludselig var vi sat ind i en sammenhæng, som fik alle interessemodsætninger og meningsforskelle til at fortone sig. Præsten havde med ritualets ord nævnt den fælles forudsætning, det forestillingsbillede, som er grundlaget for altrets sakramente: "Du, opstandne Herre og frelser, som selv er levende til stede i blandt os...". Mens "O kristelighed" blev sunget, blev vi sat ind i en anden dimension. Alle konflikter og diskussioner, alle sym- og antipatier var fejet bort. Vi var hævet op til et niveau, hvor holdningsforskelle og skænderier er absurde. Vi gjorde ikke noget for, at det skulle være sådan. Vi behøvede ikke at sige noget. Det var bare sådan, at nu var der slå et en streg over de opslidende diskussioner. Da tænkte jeg: Hvor er du heldig, at du er på en arbejdsplads, hvor noget sådan kan finde sted. Nu er Rønshoved Frimenighed ikke længere på denne, min nu forhenværende arbejdsplads. Tiden er en anden, udviklingen fører så meget med sig (som Adam sagde til Eva, da de gik ud af Paradiset). Man har taget konsekvensen af, at tiden løber fra et historisk bundet fænomen som denne menighed. Der er nu kun ved ganske enkelte lejligheder gudstjenester i foredragssalen. Men højskolen ligger der. Højskolen fornyer sig; den skal nok klare sig. Man slås, så godt man kan, med sin folkelige opgave, man kæmper, så godt man kan, mod åndsforladtheden i samfundet. Dødbideriet, som Grundtvig kaldte det. Man kæmper for nogle værdier, som i den folkelige situation føles meningsfulde. Det er godt nok. Men der er sat punktum for et lillebitte grundtvigsk stykke af Sønderjyllands historie, eller måske bedre udtrykt: Et lille stykke Danmarkshistorie. Jeg er glad for, at jeg nåede at få det med. *******