Om
frelse.
Fortællingerne bag det
abstrakte begreb
|
Om
kernen
i det kristne
evangelium
|
|
|
Vigtigt
omkring humanistisk erkendelse:
...
Den har aldrig levet, som klog på det er blevet,
han ej først havde kær. *)
(Grundtvig)
**
|
' |
| ...
Kun med hjertet kan man se
rigtigt. *)
(A.
de Saint-
Exupéry)**
| ' |
Kritisk
stillingtagen og sund skepsis er vigtig.
Også i religiøse anliggender.
Men man må gøre sig
klart, at den kritiske distance hæmmer en ægte forståelse.
I
trosanliggender bliver man kun dummere af
udefra at stå og betragte andre menneskers
engagement og livsanskuelse.
Man skal
ikke tro, at
man er objektiv..!
Det gør det svært at
forske i religion, ja vel alle former for menneskelig aktivitet,
psykologi, kommunikation mellem mennesker og lign.
(Løsningen
på problemet ligger i, at vi fortæller historier.
Så
ved vi, hvad vi taler
om. Også som led i akademisk forskning med humanisktisk
videnskabelighed.) |
|
En
vigtig fortælling om at være blind:
Der
fortælles i Lukas-evangeliet om to disciple, der vandrede til
Emmaüs. Det var efter Jesus' korsfæstelse og begravelse i klippehulen,
og rygterne om opstandelsen var begyndt at svirre i Jerusalem, og de
var godt forvirrede. Modløse og rådvilde var de som de gik der på
vejen. Pludselig var der en ukendt skikkelse ved deres side.
Han slog følge med dem. De
kendte ham ikke, men de fortalte
ham om deres forvirring, om rygterne og deres tvivl med hensyn til hvad
de skulle tro. Den
ukendte mindede dem om, at det jo var
skrevet i de hellige bøger, at frelseren skulle lide og dø og
efter tre dage opstå. Så hvorfor
være så lidettroende ?
Han talte, så hjertet brændte i
brystet på dem. De fik håbet igen,
de forstod meget mere.
Da de
var nået frem til Emmaus, bad de ham
gå med ind og spise et måltid. Midt under måltidet, da da han
delte brødet, som han havde gjort den sidste aften inden sin død, faldt
der
et skæl fra deres øjne, og de så, at det var Jesus. - -
Fortællingen viser, hvordan Kristus kan være til stede lige ved siden
at mennesker - og de er blinde for det.
For mig er det den vigtigste fortælling til forståelse at
gudstjenesten. Vi kan godt være til højmesse og aldeles savne følelsen
at Kristi nærvær. Salmesangen går sløvt, kirken virker kold, og
altergangen er et halvhjertet foretagende. Måske er det lige præcis de
mennesker, man ikke bryder sig om, der er til alters sammen med én.
Børnene, der har forstyrret, konfirmander, der ikke ved, hvordan man
skal opføre sig, mistænkelige typer fra gaden. At Kristus skulle være
nærværende med sin ånd, tilgivende, altforsonende, forenende - virker
ikke særlig plausibelt. Men netop da er det, at det kan slå
én: Hvad er grunden til, at man ikke sanser det ?
Hvorfor fatter man ikke, at den opstandne er levende til stede midt
iblandt os ? Måske er det éns egen hård- hjertethed og
blindhed, der spærrer ? Éns egne fordomme.
Fortællingen
om
Emmaus viser, at Kristus kan være lige ved siden at mennesker, uden at
de opfatter det.
Lad os derfor antage det, tro det,
forudsætte det:
At
Kristus er til stede midt i blandt os med al sin kærligheds rigdom. Det
gælder de uvorne unger, det gælder de forblæste eksistenser fra gaden,
og det gælder éns egen forkomne sjæl Over alle svæver Jesu
Kristi allestedsnærværende kærligheds ånd.
Forhåbentlig
bruger alle
deltagerne i ritualet deres fantasi. Så de kan forestille sig dét.
Derfra
har ritualet sin dynamik.
| |
|
|
