af Peter Værum, cand.teol., Gl. Rye

Nattevågen består i, at man frivilligt, som led i et personligt fromhedsliv, i fællesskab med andre, der har samme intension, holder sig vågen, hvor man ellers ville sove.

Man sidder stiIle, sammen med andre med samme intension, ubevægelig, i sin egen bøn eller meditation, prøver at standse tankerne, forsøger at holde koncentrationen på et objekt, et billede, et bibelord, eller hvad éns sædvanlige praksis ellers tilskriver én, i lange tidsrum, f.eks. på halvanden time, natten igennem.

Efter tradition våger man ofte inden de store højtider, f.eks. påskenat. Begrebet "at våge" anvendes også om liturgiske traditioner, med tekstlæsning, gudstjeneste, messe etc. om natten.

Luther var betænkelig, ud fra sine erfaringer i klosteret, ved mange former for fromhedsøvelser; fordi de i hans sammenhæng kunne føre til forsøg på "selvfrelse" - en gerningsretfærdighed, som på hans tid var udbredt som middel til frelse. I vore dage ligger den form for selvretfærdighed næppe for dagen som en aktuel faldgrube. I hvert fald ikke som betingelse for frelse.

Tværtimod er personligt fromhedsliv noget, der næsten ikke findes; enkelte steder forsøger man forsigtigvis at oparbejde et fællesskab omkring disse ting - måske af, hvad man kunne kalde mentalhygiejniske grunde.

Og man kunne lave en parallel til retræte: frivillig afkald på den sædvanlige geskæftighed. Og meditation: Afkald på tanker og den sædvanlige identifikation med ego'et. Og bøn: Afkald på den sædvanlige identifikation med egenviljen og egeninteressen.

Man taler om "ørkenerfaringer" - ud fra billedet af Israels folk og ørkenvandringen med dens afsavn, før man nåede frem til det forjættede land.

Hvad der som tvang er en lidelse, sult, seksuel frustration, søvnløshed, arbejdsløshed - kan med udbytte gøres ud fra et psykisk overskud: frivilligt - faste, cølibat, retræte, vågenætter. Med det formål at skærpe opmærksomheden for Guds gode gaver, opleve øget bevidsthed omkring det gudsskabte liv.

Hvis man i et ægteskab er uvenner og derfor ikke taler med hinanden, er det hæsligt. Men hvis man ud fra et personligt overskud beslutter at afstå fra at tale, f.eks. i tre dage, kan det blive en dyb, personlig oplevelse, til berigelse.

Hvis man ikke har mad, hvis man sulter, er det ulideligt. Men frivilligt at faste giver god mening.

At ligge vågen om natten, fordi man har problemer, skal man ikke ønske for nogen. Men at våge en nat igennem, hvor man i kvalificeret forstand foretager sig ingenting, er en opbyggelig oplevelse.

Hvad der er ulideligt, når man er nede i en bølgedal, kan være en en lærerig oplevelse, når man er "oppe".

Ikke sult, men faste. Ikke seksuel frustration, men frivillig afholdenhed. Ikke kommunikationsvanskeligheder, men tavshed. Ikke søvnløshed, men nattevågen.

Som led i et kristent menneskes fromhedsliv sker nattevågen naturligt i en kirke, i et fællesskab med andre, hvor den personlige praksis sættes ind i den ramme, som kirkens rum giver.

Fra oldkirkens første dage kender vi faste, vågen og bøn som led i menighedens fællesskab.

Man har antageligvis taget anledning af Det nye Testamentes gentagne opfordringtr til årvågenhed.

Kol.brevet 4,2: "Vær udholdende i bønnen og årvågne i den med taksigelse".

1. Peters brev 5,8: "Vær ædru og våg".

Opgaven er: øget bevidsthed. (Jeg har udfoldet dette tema bredere i min bog "Frøer og farisæere", Klitrose 1992).

Også i evangelierne opfordres der til agtpågivenhed til det yderste:

Markus 13,36: Når Herren kommer, skulle han nødigt finde tjenerne sovende.

Matt. 25, 1-13: De 5 brudejomfruer, der falder i søvn og kun har olie på lampen, når brudgommen kommer, møder ingen nåde.

Og ikke mindst Jesus i Getsemane: ,,Bliv her og våg med mig' (Mk. 14,32-39 par).

Hurtigt har man erfaret, at der kunne indvindes øget bevidsthed og et dybere engagement ved systematisk at anvende vågenætter, næsten som en teknik.

I vores kulturelle kontekst, Danmark i 1990'erne, lader nattevågen sig nok bedst forstå ud fra religionspsykologiske termer.

Jung taler om individuationsprocessen, hvor mennesker af indre nødvendighed eller ydre idealer drives til at forsøge at ændre ved de vanemæssige struktureringer af personligheden. I stedet for blot at være et "jeg" (Kierkegaard), prøver man at blive et Selv.

Har man først påbegyndt en sådan proces, søger man lejligheder til fordybelse og til at bevidstgøre så mange ressourcer i sjælelivet som muligt.

I flg. Jung dækker personligheden mere end jeg-bevidsheden, ego'et. Vi kender det fra drømme, oplevelser med glimtvise erkendelser af noget højere, selvransagelse, eller måske tilstande, hvor vi er "ude af os selv", også positivt forstået som selvforglem- mende hengivenhed, kærlighed, offervilje osv.

Og mennesker, der ud fra et eksistentielt engagement arbejder med disse ting, erfarer hurtigt, at det lønner sig at opøve den bevidsthed, der ligger ud over den daglige "jeg"-bevidsthed.

Alle kender til, at der er en dybereliggende "stemme", der sjældent høres. Til daglig overdøves den af de vanemæssige tankegange, vurderinger, bekymringer, fordomme.

Men bliver man stille - bevæger sig ud i naturen - eller ind i en kirke - kommer en anden røst til orde. Samvittighedens stemme.

Og måske også noget endnu dybere.

Man kan bevidst vælge at bringe sig i situationer, hvor den stemme, eller den tone, den streng i én, får mulighed for at lyde.

Nattevågen er for mennesker, der har prøvet det, en oplagt mulighed i den henseende.

Også fordi nattevågen kræver en beslutning. Det er vanskeligt for fortravlede mennesker at indstille sig på at ofre den tid, bruge en nat på et sådant formål. Men netop derfor, når man har besluttet sig, får man næsten fordybelsen forærende.

Man kan formulere formålet således: At øge bevidstheden.

For et menneske, der identificerer sig med den kristne tro, sker dette arbejde med sig selv i tillid til, at når jeg bliver stille, vil Gud tale. Ånden er der, hvor ego'et ikke fylder op. Hvis jeg'et træder til side, vil Guds verden folde sig ud i nærhed, omsorg og øget erkendelse.

Mangfoldige oplevelser med meditation og bøn bekræfter da også dette. Det er en påstand, i sagens natur lidt svær at dokumentere...

Man kunne også gøre sig nogle betragtninger netop ud fra Biblens tale om "årvågenhed". Det nye Testamentes gentagne opfordring til at våge og bede spiller ind i en sprogbrug omkring begrebet - at sove. Vi sover I vores liv. Vi er ikke opmærksomme, hverken overfor Guds gode gaver - eller næstens tarv. Vi fortrænger, projicerer, danner forsvarsbarrierer, nærer illusioner. Vi er blinde, vi sover.

Nu er "vækkelse" et så belastet begreb. Man vil nødig lyde som en vækkelsesprædikant.

Alligevel: Den religiøse tradition med vågenætter er et forsøg på at vågne op !

For sådanne mennesker kan det at våge være en god lejlighed til at indvinde øget bevidsthed - og er man personligt motiveret for at det skal ske som led i den kristne tradition, ville det da være synd at overse de ressourcer, der ligger her.

Ved at sidde stille, med rank ryg, med lukkede eller åbne øjne efter ønske, i netop en periode på halvanden time, sikrer man sig, at man er vågen i en periode, hvor man ellers ville drømme. Fra søvnforskningen ved vi, at søvnen er delt op i disse perioder på halvanden time, hvor man dels drømmer (REMsøvnen), dels ligger i dyb, drømmeløs søvn - og ved at våge i en samlet halvanden times periode indvinder man erfaringsmæssigt den indsigt eller energi, der ligger i drømmenes billeder.

Jeg har oplevet nattevågen på Vækstcentret i Nr. Snede, i folkekirkelig sammenhæng i Hvidovre Kirke i København, i Assisi (hvor vi sad i fri luft, en lun septembernat med udsigt over den Umbriske Dal...) - samt ved mere private leiligheder.

Min personlige oplevelse er, at nattevågen bedst lader sig gennemfere, hvis man har en meditativ praksis i forvejen. Bl.a. af den højst kontante grund, at det er svært at sidde.

Man konfronteres med kroppen, og erfaringsmæssigt er det nyttigt at tolke dens signaler som ego'ets protest mod at blive skudt til side. Man mærker sin egen modstand.

Hvorfor sidder jeg egentlig her? Hvad er det for et vanvittigt forehavende, jeg har indladt mig på..? Hvorfor ikke ligge i sin gode seng?? Hele individets vanetænkning, stress, selvbehagelighed melder sig - i skikkelse af stress, rastløshed - og smerte. Det prøver man så at sætte sig ud over, retter tankerne mod det tema eller det bibelord, man har besluttet sig til at meditere over - og holder ud.

Hvad man ellers "oplever" lader sig af gode grunde ikke beskrive.

Man prøver netop at være i en tilstand, hvor der ikke er sprog, ikke tanker, ingen domme eller fordomme, ingen forventning, men kun åbenhed og væren.

Personligt kender jeg det fra ti års meditationspraksis.

Meditation er menneskers forsøg på at blive stille. At standse tankerne, slippe den vanemassige identifikation med "jeg"ets bekymringer, tanker, vurderinger, begreber om verden, høj/lav, dit/mit, synder/retfærdig, nær/fjern, vigtigt/uvigtigt.

Der er forskellige teknikker, efterhånden vokser vores viden om, hvordan man bedst gør.

Alle tjener de det formål, at standse ego'ets begrænsede form for bevidsthedsproduktion.

Og igen: Det kristne element kommer ind i tilliden til, at når "jeg" træder til side, vil der være en magt, man trygt kan hengive sig til. Ånden, Kristi nærvær, Guds omsorg. Man blivev mødt, modtaget, hørt.

Egentlig er det selvmodsigende at prøve at i ord at skildre disse bestræbelser, når deres værdi jo netop ligger i, at man selv erfarer, hvad der sker, når man bringer sig selv eksistensielt på banen.

Hvor hårdnakket jeg'et holder på sit. Sine domme. Vurderinger, meninger, sympatier, antipatier, idiosynkrasier. I årevis.

Man lærer, hvor svært det er at standse tankerne. At være uden dømmen:

Jeg har selv besluttet at koncentrere mig, f.eks. 2o min. om et skriftsted fra Det nye Testamente. Eller et billede. Eller mit åndedræt (en udbredt begynderteknik). Alligevel sidder jeg igen og igen og planlægger indkøbene til middagen i morgen.

I stedet for nu at irriteres, eller plage sig med selvbebrejdelser, siger alle spitituelle vejiedere og alle, der har forstand på bøn og meditation, at man roligt skal vende tilbage til forsøget på koncentration. Man skal være opmærksom. Ikke dømme, ikke irriteres, acceptere, at sådan er det.

Lidenskabsløst skal man betragte den indre kamp.

Erfaringen er, at når man først når til at tilgive sig selv, ændres dynamikken. Man mister stadig koncentrationen. Men oplever sin grænse.

Men netop gennem at opleve sin grænse, ambivalensen, tykhudetheden, stressfaktorerne, 1ærer man også om noget andet - hvis man da kan acceptere, at sådan er det.

Man lærer noget om forholdet mellem en selv, og omverdnen. Hvordan man spærrer sig selv ude fra den virkelighed, der måtte være der. Tænk, hvis Guds nærvær var en realitet. Det tror man jo, sådan set, på. Men tænk, hvis det kunne opleves.

Desværre. Man kender sin egen grænse for godt, nu.

Men samtidig lærer man noget om det uopnåelige. Gennem dets fravær. En dyb forståelse for, hvad man kunne kalde ..mildheden i kosmos. Eller Guds medgørlighed. Alle ord er utilfredsstillende. Alle.

Men i erfaringen af ens egne grænser, af forhærdetheden, der spærrer for det høje, lærer man også noget om det høje.

Man skal nok ikke forvente at komme ud I de grænseegne hverken den første eller den anden vågenat. Dertil er mennesket for hårdhudet. Dets ego er for velkonsolideret.

Men - at fastholde opmærksomheden på det en hel vågenat igennem - er en vigtig, personlig, eksistensiel oplevelse.