I
en radioudsendelse sidst i 7o'erne blev
en norsk fredsforsker - Johan Galtung - spurgt om sin tro.
(Mogens Hansen havde det med at stille den slags spørgsmål...)
Hans svar har altid forekommet mig meget betydningsfuldt::
"Forestil jer et spektrum fra øst til vest på denne klode.
I det yderste vest, i Wisconsin, står en sortklædt protestantisk præst,
en hvid mand, der tilhører en højreorienteret udbrydergruppe fra den
puritanske kirke. Han skælder i et voldsomt emotionelt angreb ud på
alle anderledes tænkende, beskylder dem for at være falske profeter, og
lover dem, der ikke har den rette tro, dom og evig straf.
I den anden ende af
spektret, der strækker sig fra vest til øst, sidder der en flok
mediterende munke, i et buddhistisk kloster, i dyb stilhed, i
fællesskab optaget af at udforsket sindets dybeste hemmeligheder.
De slår ikke levende ihjel - og fred er et
nøglebegreb i deres religiøse tænkning.
Sympatien ligger unægtelig i den ende af skalaen" - -
-
sagde Galtung.
En lignende
målestok
kan man også indenfor den kristne tradition anvende. På vores egen tro
og tænkning.
Spørgsmålet er:
Sort/hvid-tænkning - eller hva' ????
Religion, ånd, spirituel søgen, foregår på et felt, hvor det er
udelukket at dømme.
Hvor der polemik, hvor der fældes domme, hvor der er forskel på de
rigtige og de forkerte, der er der ikke ånd.
Han har selv sagt det engang, på et centralt sted: "Dømmer
ikke" (citatet er fra Bjergprædikenen...).
|
