Om
bøn:
Problemet
med bøn er, at det ikke er til at vide, hvad man skal bede om.
Hvis
jeg
tror på, at Gud hører min bøn og opfylder mine ønsker, er det jo
vigtigt at jeg beder om det rette.
Jeg
kender mig selv så godt, at jeg ved, at mine mål og mine ønsker, selv
min dybeste tragten, er for kortsigtede.
Sådan er jo jeg'ets natur.
Hvad kan man
bede om andet end éns
sjæls frelse?
"De
foldede hænders magt". Magt..! Sådan taler jeg'et.
Hvis
der er ord og ønsker i din bøn, kommer bønnen fra dit jeg.
Det vil sige, at det nemt bliver meningsløst at bede om andet end: Din
vilje ske.
Med
ordløs bøn er det anderledes.
***************
(Kontemplation. Stilhed.)
Men måske er det for nemt blot at definere
kristen bøn som dét at lytte; måske er det at
springe over, hvor gærdet er lavest. Måske er vi nødt til at stille
spørgsmålet: Hvordan kan sjælen ytre sig? Hvordan kan sjælens dybeste
ønsker, formål og behov komme frem for Gud ??
Paulus
skriver - i ét af de øjeblikke, hvor han ikke er
hildet i voldsomme emotioner, men tilsyneladende under indflydelse af
en rolig, klar, bevidsthed:
|
De kødelige vil det kødelige, og de åndelige
vil det åndelige. Det,
kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet
vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det
heller ikke. ....
Men I er
ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der
ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. ... Brødre, så skylder vi da
ikke kødet at leve i lydighed mod det. ... Vi ved, at hele skabningen
endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har
Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort
legemes forløsning.
Til det
håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb;
for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser,
venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i
vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om,
ved vi ikke.
Men Ånden
selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager
hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige
efter Guds vilje ...
(Brevet
til menigheden i Rom, kap. 8, v.5-28)
|
|
