Ritualer.
  af
Peter Værum

Ritualet giver identitet, synliggør, løfter situationen, skaber fælles opmærksomhed, og højner derved fællesskabet, ja nogen gange kan ritualet medvike til at situationen og fællesskabet trancenderer.

Definition:
Man kan skelne mellem to slags ritualer. På den ene side har vi de gamle, offentlige ritualer: For eksempel: dåbsritualet i kirken, gudstjenesten i Christiansborg slotskirke ved Folketingets åbning, to minutters stilhed d. 9. april, at gå rundt om juletræet med hinanden i hænderne, eller løfte glasset og sige skål, synge "der er et yndigt land" ved en landskamp eller klippe sokkerne af brudgommen under bryllupsfesten.

Disse ritualer er karakteriseret ved, at alle kender dem i forvejen, og der eksisterer en fælles forventning om, at de vil finde sted, eller i det mindste en genkendelighed, hvis én eller flere tager initiativ til at indlede ritualet ("Lad os udbringe et leve for det unge par!").

På den anden side er der nye, planlagte eller spontant opståede, situationer, hvor der gennem en stiliseret form skabes fælles opmærksomhed om det givne; en leder tager initiativ til at skabe en stiliseret situation med genkendelige symboler ("lad os tage hinanden i hænderne, lukke øjnene og være stille et øjeblik" - "lad os tænde et lille lys for at mindes den indsats, N.N. gjorde for fællesskabet") og derved bliver en bestemt gruppe bedre sammentømret og får identitet og korpsånd.

 Ritualer er ikke kun noget, vi har i kirken; men nogle af de fornemste finder vi i Folkekirkens gudstjeneste - og i de kirkelige handlinger, dåb, konfirmation, vielse og begravelse.

 I  2. mosebog i Det gamle Testamente fortælles der en farverig og dramatisk historie om påsken. Der berettes om, hvordan israelitterne drog ud fra trældommen i Ægypten under dramatiske omstændigheder, efter at 10 plager havde gjort den regerende Farao mør. Dødsengelen havde hærget, men var gået forbi israelitternes huse, hvor der var smurt offerblod på dørstolperne. Opbruddet foregik i største hast.
Fortællingen indgår som led i det sæt af love og ritualer, som Moses anviser – med henblik på fremtidens ordninger og fremtidens gudsdyrkelse - efter at have været oppe på Sinais bjerg og modtaget lovens tavler af Gud. "Når I da kommer til det land, jeg, Herren, vil give jer, skal I overholde denne skik", står der. Og så gives der anvisninger på, hvordan man skal spise lam med bitre urter og usyret brød m.m.  Lige pludselig er det vanskeligt at skelne 2. mosebog fra en kogebog. Formålet med disse rituelle anvisninger er at mindes den første påske – med hastværket, da Gud Herren frelste sit folk fra trældom og dødsenglens hærgen.
Derefter står der:

• "Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid. Når I kommer til det land, Herren vil give jer, sådan som han har lovet, skal I overholde denne skik.  Og når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Ægypten sprang israelitternes huse over, da han slog Ægypterne ned, men skånede vores huse." (2.mos 12, 24-27).

Bag mange ritualer og alle kulthandlinger ligger der en grundlæggende fortælling. Hvorfor gør vi sådan som vi gør?  Hvad er det dog, vi er i gang med at gøre??

Da fortællingen om udvandringen fra Ægypten blev skrevet ned, er man i de jødiske menigheder i fuld gang med at holde påske. Det er et fast ritual, og en hver jødisk familie kender spisereglerne. Og man kan være sikker på, at der til det festlige påskemåltid er et velopdragent drengebarn, der spørger: "Hvorfor har vi denne skik?" Det er han omhyggeligt blevet instrueret i – og det giver familiefaderen anledning til at fortælle historien om Guds frelse, og om hastværket, dengang da dødsenglen truede hans folk.

På samme måde ved bryllupsfesten. Da lyder spørgsmålet: "Hvorfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru?". Og svaret gives ved at fortælle om Adam og Eva. Sådan har Gud skaberen villet det. Han har skabt mennesket som mand og kvinde, livet som et Paradis, og  kærligheden mellem kønnene som en gave til menneskene. "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru og de to skal blive ét kød". Efter den fortælling er der rig lejlighed til at feste og fejre kærligheden.

Gudstjenesten som kult. Om nadveren som ritual.