Sjælen

artikel af cand. teol. Peter Værum (1994).

Stillet over for spørgsmålet om den menneskelige sjæl er det svært at holde begreberne klare. I det 2o. århundrede har tænkerne - herunder også teologerne - tilsyneladende opgivet at tale om menneskets sjæl, velsagtens ud fra en fornemmelse af, at forskere og kulturdebattører ikke kunne tale om sjælen uden at sætte deres videnskabelige troværdig hed på spil.

De følgende betragtninger kan næppe klare begreberne. Men kunne det tjene til en frugtbar forvirring af begreberne, er det vel heller ikke forgæves?

Det er en umulig opgave at definere, hvad sjæl er. Men som med så mange begreber fornemmer vi straks, når fænomenet mangler. (Som med sprognormer: Det er svært at fastlægge, hvad der er rigtigt dansk - men man mærker straks, når det er forkert. Og som med god kunst: Ingen kan sige, hvad det er - men vi er ikke i tvivl, når det er talentløst ...). Hvad sjælen er, må få stå hen - men mange har en klar oplevelse af, når et menneske mangler sjæl. Denne frysende fornemmelse, man får, når en person, et kunstværk, en situation, et teaterstykke, et samfund, er sjælløs. En robot, en maskine, en strategisk udtænkt kalkule, et bedøvet, åndløst selskab - sjælen gør sig gældende ved den gysende følelse af umenneskelighed, der breder sig, når den ikke er der.

I middelalderen fortalte man legender om, hvordan man kunne miste sin sjæl. Man kunne sælge sin sjæl til Fanden. Alt hvad hjertet begærer kan han skaffe et menneske: Guld og glamour, prestige og komfort, succes, karriere, kvinder, evig ungdom - alt. Fanden kan skaffe én til tops - men det har sin pris. Man sætter sin sjæl i pant. Man mister sin menneskelighed af det.

For godt 200 år siden drog den svenske naturvidenskabsmand Emanuel Swedenborg ud på en rejse. Han ville finde den menneskelige sjæl. På det tidspunkt, hvor han begav sig ud på sin rejse, var han ellers en rationelt indstillet, praktisk mand. I den svenske stats tjeneste havde han udmærket sig som økonomisk rådgiver med speciale i valutaspørgs mål, et matematisk geni, rigsdagsmand, assessor ved Bjergværks-kollegiet, en højt betroet embedsmand. 48 år gammel ansøger han pludselig om orlov. Hvorfor dette pludselige skift indtræffer, forekommer ubegribeligt. Man har gættet på, at en kærligheds affære måske har rystet ham. Der nævnes en vis grevinde Gyllenborg. En forelskelse kan åbne til så meget. Nye værdier, f.eks. - Senere i livet havde han en række meget stærke drømme - eller visioner, så man kunne også gisne om, at nogle sådanne havde vakt ham.
I hvert fald: han bestemmer sig for at søge den menneskelige sjæl. Og videnskabeligt indstillet som han er, bestemmer han sig til at opsøge den, der indenfor tidens horisont måtte være den største kapacitet på området: Professor Winsløv, en dansk mediciner, som på det tidspunkt opholdt sig ved universitetet i Paris. Han var blevet udnævnt til professor i anatomi og han drev dissektions-studier ved Sorbonne.
Med kniven i hånd ville Swedenborg søge sjælen. Anatomi var en ny videnskabelig disciplin, af mange betragtet med ringeagt og mistro - men for en moderne mand som Swedenborg i rationalismens tidsalder, er det vel konsekvent nok, at man måtte afgøre spørgsmålet om menneskets sjæl ved at kigge ordentligt efter.

I dag ved vi godt, at man ikke finder sjælen ved at dissekere det fysiske. Man har endog før i tiden mere eller mindre triumferende hævdet, at videnskaben påviste, at der ikke fandtes nogen sjæl. De tider er forbi nu. Det var en aktuel problemstilling omkring århundredskiftet, da lille Ellen kom op at skændes med sin Tante ét og Tante to (Gustav Wied: "Skærmydsler"). Men det er det næppe mer'. Modernismens epoke er forbi.

Den eneste måde, man kan få noget at vide om sjælen, er ved at skaffe sig kontakt til sin egen sjæl. Hvis man vil være klogere på det sjælelige område, må man at investere sig selv. Sjælen kan ikke gøres til genstand for neutral, værdifri, "obejektiv" efterforskning. På samme måde med den kvinde, du elsker: - du lærer hende at kende ved at elske hende, sandheden om hende kender du først, når du har sagt ja til at dele livet med hende. På samme måde som med individuation: - den menneskelige udviklingsproces hen imod at blive sig selv, et helt menneske, kan ikke beskrives på forhånd; individuationens mål kender du, når du har gennemløbet processen.

Hvad er sjælen ?
Kun ét kan vi sige om sjælen: - den er ikke en del af jegéts udrustning. Al tale om sjælen bliver meningsløs hvis ikke man anerkender, at vor personlighed udgør en større helhed, end vi er bevidst om. Hvad et individ kender til er jeg'et. Jeg er dét focuspunkt for bevidstheden, der udkrystalliseres i løbet af de første barneår og som ret hurtigt kommer til at fylde hele synbilledet. Jeg er, jeg kan, jeg ejer, jeg bør, jeg fortjener, jeg overhaler, jeg er bedre end... Drømmene præsenterer os for det faktum, at vor personlighed udgør en større helhed, end vi er bevidst om. Jeg'et kender ikke til skyggesiderne, det fortrængte, de uudnyttede ressourcer.

Drømmene præsenterer det vågne jeg for alle disse ukendte sider af individet.
Én af de ukendte sider, er sjælen.
Sjælen er jeg'ets modpart. Sjælen ønsker ikke at eje, sjælen har ingen behov for at overhale, at konkurrere, at råbe højt. Sjælen næres ikke af æresbevisninger, sejre, erobringer, territorialudvidelser. Jeg'et næres af æresbevisninger, sejre, erobringer, ekspansion.
Søger du sjælen ? - - How to do it ?
Gå efter de steder, hvor du bliver bevæget.
Sjælen ytrer sig ikke i ord, men i følelser, stemninger.Hvis sjælen længe har været gemt væk, overset, er blevet underernæret, kan den kun ytre sig gennem en overdreven sentimentalitet. En urealistisk rørstrømskhed over for medynkvækkende billeder eller over for filmscener med forsoning, gensyn, de elskende der får hinanden.
Men selv denne sentimentalitet ude af al proportion er et vigtigt pejlemærke på jagten efter sjælen. Udtrykker sig i længsel efter mening, trang til forsoning, behov for tilgivelse og medlidenhed. Sjælens åndedræt er ved at give og modtage. Sjælens ilt er kærlighed. 

Vores kulturhistorie rummer vidt forskellige overleveringer om sjælen.

I en groft skematiseret sammenfatning, som vi pædagoger holder så meget af, kunne man måske stille det op på fig. måde:

I den hellenistiske tradition (og platonismen) mener man, at mennesket har en sjæl. Sjælen er menneskets guddommelige kerne, fængslet i det jordiske hylster, det usle, urene menneskelegeme. Ved døden frigøres sjælen, svinger sig fri, op til et paradisisk liv "med vennerne". - - (Grundtvig: "Med venner i lys vi tale").

I den gammeltestamentelig jødiske tradition er sjæl og legeme en enhed. Både kroppen og sjælen er skabt af Gud, som et uløseligt hele, mennesket til glæde. Mennesket er en sjæl. Når der i Det gamle Testamente står, at hærføreren drog mod fjenderne med 300 sjæle, er der ikke noget luftigt eller åndligt ved det. En sjæl er et menneske - og helt konsekvent tror jøderne i almindelighed da heller ikke, der er noget liv efter døden. Når legemet går til grunde, er alting slut.

Dette synspunkt er da også det eneste realistiske, mener man, hvis man vil forholde sig ædrueligt indenfor moderne tids videnskabelige horisont. Det er umuligt at antage, har man længe sagt, at bevidsthed kan eksistere uden materie. Derfor er det vestligt- videnskabelige syn vel nærmest, at mennesket ikke »har« nogen sjæl; men at sjælen er et sprogligt begreb, hvormed man pejler sig ind på mellemmenneskelige fænomener. Kristendommen har formuleret budskabet med anvendelse af alle disse tre traditioner - alt efter tiden, moden og den enkelte teologs temparament.

Og som noget nyt er vii Vesten så småt begyndt at lukke øjnene op for østens syn. Den hinduistisk-buddhistiske lære: At det ikke er mennesket, der har en sjæl, men sjælen der har en krop.

Eller: Sjælen er den yderste ende af et spektrum, hvor den anden, mest fysiske ende af spektret er kroppen.

Og så vælter i disse år alt det nye alternative ind over os. Meldinger fra clairvoyante om aura og mestre, oplevelser af højere bevidsthed i meditation, mangfoldige oplevelser af »sjælen-ud-af-kroppen« og nærdødsoplevelser, fjemhealing etc.etc.etc.

Hvad skal vi mene?

Er sjælen det samme som æterlegemet?

Jeg har med min universitetsbaggrund, min skoling i en sober akademisk tradition, svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre at acceptere, at bevidsthed kan eksistere uafhængigt af fysisk stof. Jeg forstår godt, hvorfor biologer og medicinere har så svært ved at integrere både et begreb som »sjælen« og den strøm af »alternative« informationer, der optager så mange i disse år. På den anden side er erfaringerne efterhånden så veldokumenterede, at det kræver en ualmindelig tykhudet stædighed at benægte, at de er der. Hvordan de skal forklares, får stå hen. Vi savner inden for vort vestlige virkelig hedsbillede stadig en almen tilfredsstillende fælles begrebsramme, der kan rumme disse fakta. Men at benægte, at de er der, er efterhånden ignorance, simpelthen.
Når de gamle talte om sjælen, var det så aura'en, de snakkede om? - F. eks. ved døden, når sjælen forlader legemet: Er det auraens opløsning, der er tale om?
Går der ikke noget tabt, hvis vi gør sjælen til et nyt, teknisk-operationelt begreb i Det nye Verdensbillede? Blæser støvet ikke af sommerfuglevingerne?

Da Emanuel Swedenborg rejste hjem fra Paris efter sit forgæves forsøg på at finde sjælen, blev han overmandet af en serie voldsomme drømme. Han drømmer om kongen (den suverænt styrende kraft i psyken), side om side med ridehesten (han må tage stilling til hvordan personligheden anvender råstyrken, instinkterne, libido'en). Han har en drøm om at stå med nøglen i sin hånd.
Nøglen til spørgsmålet om sjælen, måske?
Fra det ubevidste melder der sig en kraft, som er aldeles overordnet jeg'et. Han er stillet overfor en instans, der vil noget med ham, forsyner ham med information, der rummer en fordring - hvis han overhører disse drømme, er følelsen, at han forråder det dybeste i sig selv. Jung taler om Selvet. Selvet fortæller ham i en drøm, at han skamrider sin hest. I sin rejse-dagbog, der samtidig fungerer som drømme-bog, noterer Swedenborg som kommentar til den drøm, at han måske ikke burde skrive så fyldige fodnoter til det i forvejen digre værk om menneskets biologi.
Nej, netop! Det er andre sider, som Selvet ønsker han skal tage sig af. Han har direkte visioner om Kristus, og om himlen. Han begynder at gå i kirke.
Markant drømmer han om fagre kvinder. Ofte er de nu ikke så appetitvækkende. De er underernærede, indespærrede, han forstår ikke de breve, de skriver. Han pisker dem i nogle af drømmene. I andre forlyster han sig med dem på det fornøjeligste. Swedenborg tolker ikke disse drømme seksuelt. I det usnerpede 18. århundrede havde ungkarlen Swedenborg ikke problemer med den side af tilværelsen. Han tog for sig af retterne, hvor han kom frem.
Nej - det er den anden, anderledes, side af personligheden, den mand skal forene sig med. For den intellektuelt overstimulerede embedsmand og forsker, er det følelserne, troen, intuitionen. Religiøsiteten. Hans Anima.
Anima er Jungs begreb for det kvindelige i manden. Mandens "bedre halvdel". Vores forsømte, underernærede, oversete, sjælelige kvaliteter.

Anima er det latinske ord for sjæl.

Drømmene er et symptom på, at mennesket er mere end det er bevidst om. Jung påviser, hvordan vores personlighed udgør en større helhed end vores »EGO«. Med drømmene, indskydelserne, anelserne, kaldet, er vi stillet over for en instans, der bedre end vores "jeg" ved, hvad psykisk - og måske også fysisk - sind og balance er. Selvet.
Integrationen af anima er indgangen til Selvet. Med Jung's begreber er der måske leveret et udkast til en ny begyndelse til en samtale om, hvad sjælen er?