(Kap. 9 i "FRØER OG FARISÆERE":  Troldens navn)


For at blive klogere på vore egne indre dæmoner vil vi - med C.G. Jung og hans begreb om skyggen i erindring -  gennemgå eventyret RUMLESKAFT, som bl.a. findes hos Brd.Grimm.

 Patriarkapitalisme
Historien om RUMLESKAFT udspiller sig i en grum, mandsdomineret verden. - En fattig møller med mindreværdskomplexer kan ikke styre sin fortrængte ærgerrighed: - Han praler.
- En konge er så besat af sin egen griskhed, at han ikke skyr noget middel for at rage mere guld til sig. Han hører mølleren prale med, at hans datter kan spinde hø om til guld - og straks vil han gifte sig med hende. Han har end ikke set pigen; det nøgne profitmotiver det nok. Det er det altdominerende princip i det samfund.
    Følgelig prisgives alle følelser, alle værdier, såsom kærlighed, blidhed,
åbenhed.
Hvordan er det at være en almindelig kvinde i det univers?
Pigen bliver låst inde inde i et rum, fyldt med hø. Kongen befalerhende at forvandle det altsammen til guld på en nat.
    - Ellers er det ude med dig, siger han.

Alt har sin pris
Som hun nu sidder der, grædende midt i sin afmagt, kommer der en lille grå mand ind. En underlig skikkelse.
Eventyret melder intet om det er en nisse, en trold, en dæmon eller en anden af de underjordiske. Men han er en typisk repræsentant for den dunkle, ukendte side af livet, det usagte - det fortrængte.
- Hvor du dog græder, siger han. - Hvad vil du give mig, hvis jeg hjælper dig?
- Min halskæde, siger pigen. Og næste nat: - Min ring.
Den lille mand hjælper hende. Han har ingen skrupler, ingen menne-skelige træk, han kan forvandle hø til profit.
Men kongen giver sig ikke tilfreds. Mer' vil have mer'. Tredje nat har pigen ikke mere at give.
- Vil du give mig dit første barn, når du bliver dronning? siger mands-lingen.
Det har sin pris - at tvinge mennesker til et så umenneskeligt præsta-tionsræs. Mon kongen skænker det en tanke, hvad konsekvenserne er, af den måde, han behandler sine nærmeste på. Næppe. Man kan forestille sig, hvordan han opfatter sig selv som en driftig herre, der holder hjulene i gang. At hans kone er ved at miste sit barn, er han blind for.

Skyggen
Trolden er en anskuelig fremstilling af de fortrængte sider af den mands personlighed. Kongen vil ikke se sin umenneskelighed i øjnene. Sit begær. Men trolden stikker sit dæmoniske fjæs frem.
Man kan også tage ham som et billede på det skjulte had, der fødes i kvinden. Hun lever ved sin mands side, en føjelig hustru, der arbejder med på hjemmets opretholdelse. Vi skal have så meget, så flot og så dyrt som muligt. Det skal man jo! Hun finder sig i meget. Hun er jo en blid, uskyldig kvinde. Ubevidst slider hævntørsten i hende. Hævnfølelsen. Et æden de raseri som vi siger. Men hun kender det ikke. Den slags følelser er der ikke i pæne piger. Hun rummer en indædt aggression. Men ube-vidst.
Eventyret fortæller om en trold...
- Man kan jo aldrig vide, hvordan det vil gå, tænker pigen, og indvilliger.
Anden vej ud af kniben er der jo ikke.
Den lille mand satte sig igen til at spinde, og snip snap snurre, så var tenen fuld, og sådan gik det til den lyse morgen. Så var værelset fuldt af det pureste guld, og da kongen kom og så det, blev han meget glad (!), og brylluppet blev fejret med stor pragt.

Men eventyrene bider sig fast i de usagte omkostninger ved den fine facade. Hvad foregår der i underbevidstheden?
Året efter melder trolden sig:
- Giv mig så, hvad du har lovet mig ...!
Dronningen tilbyder den alle sine skatte, hvis han vil lade hende beholde barnet, men til ingen nytte. Prisen må betales.
Aborterende kvinder over hele den vestlige civilisation har i årevis betalt prisen for opskruet tempo, og hensynsløst profitjag.
Vi ved alle, at det er en blodig høj pris for vores "kultur" - men hvad gør man ved det?? - -
Hvis man vil tolke eventyret strengt symbolsk, handler det om en mand, kongen, der i sit profitjag mister både kontakten til sin egen kvindelighed - følelserne, for eksempel- og kontakten med sit indre barn: Den leven-de, legende spontaneitet. Dybest set vel overhovedet lysten til at leve.
Hvad enten vi tolker det på det ydre, samfundsmæssige plan eller som et indre psykisk problem, er det en katastrofe.
Dronningen græder sine modige tårer. Men hvad nytter det?

Længslen efter lyset
Dog - en uventet løsning tilbyder sig. Trolden lover hende, at hvis hun kan gætte hans navn, vil han lade hende beholde barnet.
Man kan spekulere længe over, hvorfor trolde i eventyrene altid lader en udvej stå åben for deres ofre? Altid sætter de deres bytte på spil. Hvorfor lover den grå mand at give slip på det, der er hans, hvis pigen kan gætte hans navn? Er det fordi han får medlidenhed med hende? -Næppe.
Hvorfor så?
Er det fordi trolde er dumme? Måske. Eller måske vil de drille? Måske mener de i deres sejrssikkerhed at kunne gøre pinen længere?

En anden mulighed for at forklare sig, hvorfor de altid giver os den lille chance for at undslippe deres magt - er at antage, at de er mere menneskelige end vi regner med. Måske er det længslen efter at blive synliggjort, der driver dem. Efter et langt liv at have været frygtet, for-tiet, fortrængt, dernede i det underjordiske, overset, mistroet, nærer en trold måske et forkrøblet ønske om at komme frem i lyset.
Måske sætter selv en dæmon alt på spil, fristet af lejligheden til at blive kaldt ved navn af en kvinde. At være overset, bortcensureret, officielt ikke-eksisterende i det bedre selskab, er måske ubærligt - selv for en trold?
I hvert fald:

Dybt nede under enhver tragisk tilskikkelse, gemt under ethvert problem, er der information at hente. Enhver krise kan tolkes som et tilbud om at lære. - Trolden siger: Hvis du kan gætte mit navn, vil jeg lade dig gå.

 Selvransagelse
Dronningen sender bud i hele landet og får tilbagemelding om alle tænkelige navne. Hun prøver med Vissenben, Spidsben og Snørestøvle, mærkelige navne fra fjerne områder, og med Kaspar, Melchior og Balt-hazar og så videre. Men - nej, det er det ikke. Til sidst kommer et sende-bud tilbage, træt og sølet til med snavs efter en lang rejse til den yderste afkrog af riget.
Pigen har virkelig været ude i afkrogene af sit sjæleliv.
- Jeg fandt ingen nye navne, melder rytteren; - men da jeg kom til et lille hus ved bjerget bag skoven, så jeg en lille mand hoppe rundt om et bål, mens han sang:


Med den viden i baghånden går dronningen ganske anderledes roligt til sit afgørende møde med den grå mand.
- Hedder du måske Kunz? spørger hun. - Nej.
- Så 'Heinz, da?? - Heller ikke.
    - Så hedder du måske RUMLESKAFT??!
- Det har djævelen sagt dig, råbte den lille mand rasende, og stampede så hårdt i jorden, at det venstre ben sank helt i - og i hidsighed greb han så fat i højre fod og rev sig selv midt over...

Kys frøen
Igen og igen betoner eventyrene, at man skal l) kysse frøen - 2) se hun-dene i øjnene og 3) kalde trolden ved navn.
Hvis man tør sætte ord på, mister problemet sin dæmoniske magt over en. Hvis man tør erkende de ukendte skyggesider - hvilket ikke er så let - og stå ved dem, forvandler de skræmmende væsner sig til enfoldige dværge, der river sig selv midt over.
Ifølge Jung er skyggen sædvanligvis altid af samme køn som jeg'et. Det gælder i drømme, og det gælder de skygge-skikkelser, vi igen og igen konfronteres med i vores dagligdag' (herom senere...) - derfor er det nok rigtigst at tolke den grå mand som kongens skygge. Han aner ikke, hvilke uhyggelige virkninger, hans ensidige vægtlæggen på det materielle har. Men familien mærker det. Konen aborterer.. . - eller hans kvindeli-ge side, hans følsomhed, bliver totalt prisgivet - hvordan man nu vil tolke det. Først i det øjeblik, trolden bliver kaldt ved navn og kommer ud af sin usynlige tilværelse, indtræder ændringen.
Den er til gengæld radikal. Hvad der før var en skæbnesvanger trussel, er nu en harmløs dum-tosse, der uskadeliggØr sig selv.
Dit er pointen.
Udsat for lidt accept, lidt almindelig tolerance og varme, er menneskets svage sider ikke så fatale igen. Trolden er ganske uskadelig, man kan endog høste frugterne af dens indsats: Guldet er der stadig...!!
Sagt med Jungs begreber: Man skal integrere skyggen.

 Blindhed
Ellers går det som det gik SANKT LAURENTIUS.
Laurentius var from munk med høje idealer og sikkert også høje tanker
om sig selv. Han ville opføre en domkirke til Guds ære.
Bagtanker om, at det måske også kunne forskaffe ham selv en del ære, har han sikkert skudt til side, endnu før de overhovedet nåede at blive bevidste.. .

Men nu bygger man ikke en kirke ud af høje idealer alene. Man op-bygger hverken en katedral eller en storkoncern uden at stikke hænder-ne dybt ned i den kompromitterende virkelighed. Andre må sættes i ar-bejde, deres arbejdskraft udnyttes, - og det er svært at skaffe mange penge på kort tid med absolut rene hænder. Der skal fedtes, og smØres, og presses, og hykles. Den erfaring måtte Skt.Laurentius sikkert også gøre. Ellers havde han ikke fået Lunds domkirke op at stå!

 Skyggen
Men den indrømmelse vil han ikke gøre. Han forviser de beskidte trans-aktioner til de ubevidste lag af sin personlighed. Der kan de så ligge og rumstere, indtil de forhorner til en skummel, uregerlig skygge-skikkelse: Den hellige Laurentius møder en trold.
- Jeg bygger kirken for dig, siger den.
Trolden har ingen hæmninger. Den ,har intet imod at få skidt på hænder-ne. Så den får på kort tid rejst et imponerende bygningsværk. Laurentius er stadigvæk blind for, hvordan et sådant storværk kommer på benene. Som en moderne industrifyrste, der roser sig af at skaffe arbejdspladser og "holde hjulene i gang", og ganske lukker øjnene for metoderne og for fortjenesten til egen lomme.
Men alt har sin pris.
At nægte at se virkeligheden i øjnene kan komme til at koste dyrt. Et sted skal trolden være. Mavesår, søvnløshed, rastløshed, kræft, impo-tens, mareridt. Mange imperiebyggere har fået det at fØle.
Det vi fortænger fra vores bevidsthed forsvinder ikke i den blå luft. I Laurentius' tilfælde var prisen: hans øjne.

- Jeg skal have dine øjne, hvis du ikke kan gætte mit navn, siger trolden. Helt logisk.
    Skt. Laurentius står i fare for at blive blind.
Blind for realiteterne. Den slags personer kender vi alle sammen - som går rundt med åbne øjne og intet ser af det mest nærliggende.
Dansk litteratur, fra Egede Schack, Henrik Pontippidan og frem, er spækket med skildringer af disse fantaster, der bevæger sig med øjnene i det himmelblå, svævende uden jordforbindelse i tynde luftlag og med en hær af forgræmmede kvinder, nedslidte hustruer og andre misbrugte menneskeskæbner bag sig. Andre har måttet levere ofrene for deres ide-alisme. Andre har fået deres skygge at føle.
Selv har de været blinde.

Helt så galt gik det nu ikke Skt. Laurentius.

 Selvransagelse
En aften gik Skt. Laurentius sig en lang tur. Han har nok tænkt sig grun-digt om. Der - på grænsen mellem lys og mørke, i tusmørket, mellem den dagklare bevidsthed og det ubevidste, kommer han til troldhøjen. Og de hos de underjordiske er der værdifuld information at hente. Han hører troldkællingen skælde sin mand ud. Og hun kalder ham ved navn.
Så da trolden kommer for at indkræve sin betaling, tør han nævne problemerne ved deres rette navn:
- Dit navn er Finn, siger han. Og dermed er troldens magt over ham brudt.
Mange kender det fra en bestemt type drømme: Man drømmer, at man ude i en mørk skov forfølges af en styg trold eller et andet skræmmende væsen. Og man løber og løber. Men man kan ikke løbe fra den indre konflikt, der afspejles i drømmen. Trolden følger med. Først i det øje-blik, man formår at vende sig om og konfrontere det onde - hvis man da ellers når så langt - forsvinder det!

Angsten fortoner sig, det ubevidste har ikke længere magten over en.

...Måske har trolden eller forfølgeren oven i købet en gave til dig??!