** |
Kapitel 1 Ved Himmerigets port - En udbredt forestilling En amerikaner, en tysker og
en københavner døde og kom op til Sankt Peter. -I må betale for at
komme ind, sagde Sankt Peter. Amerikaneren trak straks sit Diners
Club-kort op af lommen. Det blev accepteret. Tyskeren havde hårde
kontanter, så han blev også lukket ind i Himmerige uden problemer. Dér
stod de to nu og ventede på danskeren. Hvorfor kom han dog ikke? Efter
lang tid besluttede de to sig for at gå tilbage og se, hvorfor han lod
vente så længe på sig. Danskeren stod og parlamenterede ihærdigt med
Sankt Peter.
Dette er jo en klassisk opbygget vittighed. Jeg har hørt historien fortalt i forskellige udgaver. Snart er hovedpersonen jyde, snart fynbo. Og jeg har hørt historien fortalt om en pakistaner. Man kan naturligvis vælge den hovedperson, man vil - alt efter temperament og fordomme. Hvad der kan undre én er, at den kan fortælles og forstås så uproblematisk af alle. I den lutherske kirke har vi ikke haft helgenkåringer i 4oo år. Alligevel hedder apostlen Peter lige pludselig "Sankt ...". Hvad er det for noget? Og på samme måde: Hvad der sker efter døden, ved vi som bekendt intet om. Alligevel kan stort set ethvert menneske i Danmark nikke genkendende til denne scene: Vi kommer op til Sankt Peter. I en mur omkring Himmerige er der en port. Der finder en samtale sted. Og hvis man er heldig, kommer man ind. Kriterierne er ofte uforudsigelige, men det gælder om at komme ind. Der fortælles anekdoter om det i dusinvis. Med varierende indhold. Ingen stiller spørgsmål til scenariet. Sådan er det. Sankt Peter står der. Hvad er det for noget ?? I Danmark regner vi ikke for alvor med dom og dommedag. Vi lever ikke vores liv "med regnskabsdagen for øje". Hele denne post-mortale geografi med en himmel til de salige og et Helvede til de fordømte har vi afskaffet. Det hører svundne århundreder til. (2) Rafle med Sankt Peter... Bortset fra "kirkelighedens" niche, har vi i Danmark i dag lidt svært ved at tage alle spekulationer om livet efter døden alvorligt. - Og så alligevel kan man opleve, at en gruppe unge mennesker i lystigt lag omkring bordet sidder og synger:
jeg vil rafle med Sankt Peter når jeg dør, og hvis jeg rafler som jeg plejer, kan jeg slå ham for en bajer, Jeg vil rafle med Sankt Peter når jeg dør.." Hvad er det for noget ?? Hvordan kommer Den salige Petrus ind på lystavlen ..?
Ved en frokost i Assisi møder jeg en amerikansk kvinde, der fortæller
mig, at Mother Teresa er meget syg. Det havde hun læst i New Herald
Tribune. Så vidt Mother Teresa. - Et døgn efter sidder jeg på en bar og
spiser pizza. Ud af højttaleren brager det med italiensk pop. En god ven af mig, som er
jurist, fortalte: Historien fortæller mere om synet på advokater end om forholdene i Himlen. Sådan er det med en del af de anekdoter, der foregår ved Himmerigets port. De er ofte en projektion af vore egne domme og værdinormer. Det gælder også den om danskeren, der indledte dette kapitel. Men som sådan kan anekdoterne være meget nyttige. De holder styr på, hvad vi i det lokale fællesskab mener om hinanden. De er en del af den sociale kontrol. Interessant er det, at scenariet er så selvfølgeligt. Alle kender det: Når vi dør, kommer vi op til Sankt Peter. Der finder en samtale sted. Spørgsmål og svar. Vekslende betingelser. En afgørelse falder. Nogle kommer ind - andre må gå til "Ventegodt", som det hedder hos Brdr. Grimm. En lommetyv kom op til Sankt Peter. Jesus af Nazareth Også om Jesus fortælles det, at han var en mand, der fortalte historier. Vi har fået overleveret en samling af små, afrundede historier med en overraskende pointe. Vi har dem i vores Bibel. De fleste af dem handler om at komme ind i Himmeriget. De har ganske tydeligt anekdotisk karakter. Måske har folk leet, men de er afgjort ikke kun fortalt for underholdningens skyld. Lad os som eksempel tage denne her:
(Mattæusevangeliet, kapitel 13, v. 44) Eller denne her, en lidt længere historie. (- Jeg bringer den, som den står i den nye bibeloversættelse (i note (4) har jeg redegjort for den frie brug af forskellige oversættelser, bogen ellers tillader sig at gøre):
-Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: -Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: -Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: -Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: -Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: -Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren." (Mattæusevangeliet, kapitel 25, v. 14-3o) Eller man kan tænke på historien om kongesønnens bryllup. Eller ordene fra Mattæusevangeliet:
(Mattæusevangeliet kap. 19, v. 23). Eller:
(Mattæusevangeliet kap. 18, v. 3). Tankevækkende. Den slags
slående replikker har ganske givet spillet en central rolle i
formidlingen af Jesus' anliggende. Og her er vi øjensynligt ved
oprindelsen, historisk set, til forestillingerne om Himmeriget med dets
port. Målet At komme ind i Guds rige. Det er dét, det drejer sig om. At komme i mål. Forfatteren til Mattæusevangeliet var jøde og derfor tilbageholdende med at nævne Gud. Guds rige hedder derfor med en omskrivning "Himlens rige". Himmerige. Det er dér vi skal hen med vores liv. Det er det ultimative mål. Hvordan får vi vores liv til at lykkes? Hvad er det, vi skal nå til, for at det hele giver mening, anstrengelserne, forhåbningerne, målene, det levede liv ? Hvad er målet ? Det er ikke nemt at formulere det. I Grundtvigs morgensalme udtrykkes det på ægte digterisk vis:
som himmellys, skønt af de små, da randt for os guldterning. Nogle tænker måske aldrig over det. For andre dukker spørgsmålet op engang i imellem: Hvad er det egentlig, jeg stræber efter - hvad er det egentlig, jeg ønsker mig ?? Lykken - det er for banalt. Men hvad er da endemålet for mennesker i dag? For en jøde på den tid, da Jesus var på jorden, var det det store spørgsmål: Hvordan kommer jeg ind i Guds rige? Hvordan dette endemål nærmere skal forstås, lader vi - foreløbig - stå åbent. Hos Jesus drejer det sig ofte om at komme med til en fest. Der skal være et festmåltid, eller kongesønnen holder bryllupsfest. Men så er der hindringer. Enkelte kommer ikke ind. Andre er mere heldige. Til dem bliver der sagt:
Nogle
har ikke den rigtige bryllupsklædning på. Andre har for travlt til at
komme. Eller de har ikke ladet deres talenter trække rente. Gæsterne
sætter sig for højt op. De er kun interesseret i at få de fornemste
pladser i gudsriget. Fem af de ti brudejomfruer har ikke været
forudseende, så de har ikke olie nok til lampen, da brudgommen kommer
og festen skal finde sted. Hvad er det for noget ? Sankt Peter lukker den enkelte ind i Himmeriget. Eller også lader han Himmerigets port være lukket. Betingelserne veksler fra historie til historie. Voltaire, den gamle oplysningsfilosof, en karsk fritænker, der døde i 1778, sagde:
Forestillingen er udbredt. Døren står åben for dem, der omvender sig... I en syrisk tekst fra formentlig først i det 5. århundrede6, Mgabbjatha Sogjatha, en vekselsang, som vel har været brugt ved gudstjenesterne, kommer røveren fra Golgatha, der blev korsfæstet sammen med Jesus, op til Himmerigets port. Dér står - ikke Sankt Peter, men en kerub:
"Jeg er kerub; hvordan kan du passere forbi det vagtsted, som er betroet mig? Se, jeg ildvæsen kan ikke overmandes, og så er du dumdristig, søn af Adam !"
"Eva og Adam underskrev et uudsletteligt gældsbrev. Straffen var, at de skulle gå ud herfra til et ydmygt liv i tornenes land.
23. Røveren: Argumentationen bølger frem og tilbage. Smukke, teologisk-dramatiske billeder ophobes. Her et par uddrag:
Du kan ikke komme ind, se landet ligger i stråleglans og kan ikke betrædes! Guds herlighed ledsages rundt derinde og ildsværdet bevogter landets grænse.
31. Røveren: 35. 46. Keruben: Dante Fra
Syrien i det 5. århundrede foretager vi et spring i historiens
forløb, frem til Italien i det 14. århundredes begyndelse. Her skabes
et værk, der på mange måder danner epoke: Dante's "Guddommelige
Komedie".7 Dette værk består af 1oo sange, digtet i det italienske
versemål terziner. Det skildrer en mystisk rejse gennem Helvede
(Inferno) og Skærsilden (Purgatorio), derefter gennem de 7 krystalhimle
- som hørte med til det gamle verdensbillede før Galilei og Kopernicus
- frem til Himmerige. Det er Dante's egen sjæl, der er hovedpersonen,
og han har den latinske digter Vergil som rejsefører gennem
underverdenens mange afdelinger. Mennesker dér pines i gradueret form
alt efter hvilke dødssynder, de har begået, om de blot har været lunkne
etc. En Sjæl efter Døden Et eksempel fra Danmark i det 19. århundrede er J.L.Heiberg's "En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie", som udkom i 184o. I forrige århundrede blomstrer interessen for og digtningen om den udødelige sjæl op i den litterære verden. Vi ser det hos Heiberg og vi ser det hos H.C. Andersen. I "En Sjæl efter Døden" udnytter Heiberg de gængse forestillinger om Sankt Peter ved Himmerigets port, og kobler dem på elegant vis sammen med de græske forestillinger om Elysium. En ærværdig borgermand fra datidens København føres op til Himmerige, hvor han er for magelig til at bestå prøven. Derefter vandrer han videre til Elysium, hvor han kommer til at fornærme Aristofanes på det grueligste. Aristofanes, den græske komediedigter har portnervagten den dag, og trods en vis sympati afklares det, at sjælen ikke skal ind i højborgen for classisk, græsk-latinsk dannelse. Han går til Helvede, hvor han møder Mefistofeles. De to er udmærket på bølgelængde. Mefistofeles opmaler et billede af et spidsborgerligt, middelmådighedernes helvede, hvor bibliotekerne har alle bøger undtagen de gode, hvor teatret spiller Andersens "Mulatten" og "Maurerpigen" - de to stykker, som voldte H.C.Andersen så megen fortrædelighed på Det kongelige Teater, bl.a. på grund af Heibergs og fru Heibergs indstilling - og hvor man på enhver måde er behagelig fri for ånd og - kvalitet. Alle danske tidsskrifter abonnerer man på, de fleste skuespillere er derinde osv. Det daglige arbejde, man bliver pålagt i Helvede, består i at hælde vand i Danaidernes bundløse kar. Her føler den københavnske borger sig ganske veltilpas. Her er en smagsprøve: Sjælen vågner op på kirkegården, ser et stort monument og tænker, at der godt kunne have været sparet lidt på udgifterne. Forskrækket ser han sit eget navn på stenen, og forstår at han så må være død. Så må han se at liste sig til Himmerige:
"...Jeg seer det alt derhenne, Sanct Peder: Min Ven! tal med Respect; jeg er Sanct Peder. Sjælen: Ak! ydmygst om
Forladelse jeg beder; Sanct Peder: Først lad mig see Beviset Sjælen: Det
er jo klart som dagen: Sanct Peder: Det ser jeg nok, men Sagen Sanct Peder: Vel sandt, men andre steder Sjælen: Naar man sig skikker, Sanct Peder: Har du det gjort? Sjælen: Jeg er,
saavidt jeg skjønner, Sanct Peder: Alt saare godt! Dog Mere der behøves. Sjælen: Hvad da? Sanct Peder: Du først må prøves." Som vi skal se i næste kapitel, er springet stort fra den Heiberg'ske harmløshed og gode smag til H.C. Andersen. Heiberg skildrer
et småborgerligt Helvede, hvor den største trussel er kedsommeligheden.
H.C. Andersen går helt anderledes til sagen. Social kontrol Også i det 2o. århundrede er forestillingen om Himmerigets port produktiv. Hollywood udnytter den - se kapitel 17. Der fortælles - mere eller mindre morsomme - vittigheder. Én af de sidste nye (marts 1997) illustrerer, hvordan fortællingerne ofte siger mere om fortællerens og fortællefællesskabets værdidomme end om forholdene ved Himmerigets port: En gammel
alkoholiker døde og kom op til Himmerigets port. Det er klart, at en historie som denne handler mere om vort syn på ganske dagligdags tildragelser i den politiske hverdag - end den handler om vores forventninger til det evige liv. I fællesskabet mellem mennesker regulerer vi vores adfærd med værdidomme. Vi udtrykker, hvad vi bryder os om, og hvad vi udsætter for foragt. En socialt uacceptabel adfærd bliver udsat for kritik - eller bliver gjort til grin. -Hvorfor kan man ikke skrive på white-board
tavlerne i Folketinget? På
Danmarks Radio fortæller man kollegerne imellem, at selveste Fanden en
dag stod foran Himmerigets port. Nu ville han gerne ind. Mange
af vittighederne om Sankt Peter ved Himmerigets port er på denne måde
led i menigmands måde at holde rede på, hvad vi bryder os om og hvad vi
ikke bryder os om i den sociale kontekst. Himmeriget bliver et led i
den sociale kontrol. Vores domme er så at sige projiceret op på
universets væg; og scenen er den kendte med Sankt Peter.
Tre blondiner døde og kom op til Perleporten. Den var farvestrålende
pyntet med plasticblomster, kulørte lamper og klokker der klemtede. Dér
stod Sankt Peter som en anden studievært i et TV-show. (fra Internettet: http:\\www.ugrad.cs.jhu.edu/~ippei/jokes/njokes.html Som et sidste eksempel i dette kapitel vil jeg citere "Manden på risten". Det er en gammel revyvise fra Apolloteatret 1936, hvor den subsistensløse mand fra gaderne omkring Vesterbro i København viser sig at have en ganske honnet horisont. Han lever af duften fra de fine restauranter. Og han sætter pris på, at det er kulinarisk 1. kvalitet, han lugter til. Hans gode ven, Johansen, døde af sult, da han en dag mistede lugtesansen -
den aften da feberen kom. Skønt han havde 47,11 så lå han og fablede om de dejlige nætter på risten nå, men sådan er livets gang. En skønne dag udløber fristen og man synger sin sidste sang. Nu gad jeg vide om risten ved Himmerigets kro kan være bedre end risten på Vesterbro."
Med disse eksempler skulle det være vist, at temaet med Sankt Peter ved Himmerigets port er bemærkelsesværdigt udbredt og alment accepteret.
|
** |